I anledning af Fiskens Dag lørdag den 14. september går startskuddet til skoledysten “Fisk i Timen”, hvor ni skoler fra hele landet skal konkurrere om at tilberede det bedste fiskemåltid. TV-kok Louisa Lorang er dommer i konkurrencen, som hun kickstarter på TV2.
Kokke er de nye rockstjerner, og f.eks. tv-programmer, hvor børn lærer at aflive og tilberede en hummer, har givet danske skolebørn blod på tanden, når det gælder madlavning. Derfor har Fiskebranchen i anledning af Fiskens Dag inviteret ni skoler til at dyste om at tilberede det bedste fiskemåltid i forbindelse med hjemkundskabstimerne under titlen “Fisk i Timen”. Tv-kokken Louisa Lorang er dommer i konkurrencen, og for hende er det vigtigt at sætte fokus på hjemkundskab:
“For mange børn er hjemkundskabstimerne deres første møde med madlavning, og her det vigtigt, at de får en positiv oplevelse. En god introduktion til råvarer og metoder for tilberedning kan blive skelsættende for deres sundhed resten af livet. Og i denne sammenhæng er kendskab til danske sæsonfisk en vigtig kilde til sund og god mad.”
Louisa Lorang skyder konkurrencen i gang i TV2’s Go’Morgen Danmark fredag d. 13. september. Herefter vil klasserne i tre uger arbejde med at skabe den bedste fiskeret, som de vil indsende billede af og opskrift på. Louisa Lorang vil derefter afsløre vinderen og genskabe vinderretten mandag den 7. oktober i Go’Morgen Danmark.
Den nye fødevareminister besøger Fiskens Dag
Konkurrencen skydes i gang i anledning af Fiskens Dag lørdag den 14.september, som fejres på Rådhuspladsen i København. Fødevareminister Karen Hækkerup vil kl. 12.15 skyde en fiskeauktion i gang, og tv-vært Sebastian Klein vil underholde om fisk. Der vil desuden være masser af smagsprøver på danske fisk. Projektkoordinator i Fiskebranchen Lone Marie Eriksen er meddommer i konkurrencen, og hun lægger vægt på, at børns møde med fisk skal være sjovt og inspirerende:
“Danske børn spiser under halvdelen af den anbefalede ugentlige fiskemængde og har det laveste fiskeindtag i Skandinavien. Vi håber, at Fiskens Dag og konkurrencen Fisk i Timen kan bidrage til at øge danske børns glæde og nysgerrighed over for fiskeretter – som i sidste ende styrker deres sundhed.”
I de tre uger konkurrencen forløber, vil eleverne få leveret en ugentlig kasse frisk fisk fra blandt andre Skagenfood.
Deltagende skoler i dysten “Fisk i Timen”
1. Kastrupgaardskolen på Amager
2. Lyngby Private Skole
3. Lindholm Skole i Nørresundby
4. Sct. Mariæ Skole i Aalborg
5. Gram Skole
6. Østskolen i Faxe
7. Broskolen i Årslev
8. Skolen ved Bülowsvej på Frederiksberg
9. Vestergårdsskolen i Aarhus
Fisk 2 gange om ugen gennemføres af Fiskebranchen med støtte fra Den Europæiske Fiskerifond og Fødevareministeriet, www.2gangeomugen.dk . Fiskebranchen er brancheorganisation for Danmarks Fiskeriforening, Danske Fiskeres Producent Organisation, Danish Seafood Association, Danmarks Fiskehandlere, Konsumfiskeindustriens Arbejdsgiverforening, Dansk Akvakultur og Danmarks Pelagiske Producentorganisation.