En 35 år gammel kutter RI 262 »Nordstjernen« var onsdag morgen omkring kl. 08.10 omspændt af meterhøje flammer og kraftig sort røg fra et overtændt styrhus.
Minutter senere brød Falck´s sirener morgenstilheden og de blå blik lynede om kap, mens indsatsvognen med indsatsleder Rune Madsen fra Brand og Redning MidtVest på rekordtid nåede kajen ud for Otto Pedersvej i Hvide Sande, hvor kutteren lå.
Det startede ellers som en usædvanlig stille morgen på havnen i Hvide Sande, med kun få mågeskrig, og en sol der kiggende ned fra en skyfri himmel. Havnen var blik med svag vind fra Øst. En stilhed der pludseligt blev brudt af alarmen til Falck, om brand i en af trækutterne i havnen.
To svejsere var ombord i »Nordstjernen« for at reparerer noget i maskinrummet, da der pludselig opstod brand i nogle gennemføringer fra motorrummet og op til styrhuset. Trods ihærdig brandindsats fra de to svejseres side, stod det dem klart, at ilden havde fået så godt fat og ikke kunne bekæmpes af dem alene. Istedet holdt de hovedet koldt og fik fjernet trykflasker og andet brandfarligt, samt lavet sikker afstand til skibet. Noget Falcks holdleder Lars Lyngvig fra Hvide Sande kunne nikke anerkendende til, for slukningsarbejdet kunne umiddelbart sættes igang i det overtændte styrhus. Lars Lyngvig bekræfter da også overfor FiskerForum, at netop de to svejseres indsats og at de bevarede roen og overblikket, var en medvirkende årsag til at branden ikke udviklede sig til hele skibet.
Rune Madsen forklarer videre overfor FiskerForum, at indsatsen var gået planmæssigt og hurtigt, med brug af forskellige vogne under brandbekæmpelsen, HSE indsatsvognen samt tanksprøjten og senere vandvognen fra Ringøbing. Branden blev bekæmpet både med vand og skum og røgdykkere havde klaret efterslukningen i både styrhus samt i nedtaget beklædning. Klokken lidt over 09.00 kunne man melde branden for slukket og indsatslederen kunne ånde lettet op og yderligere glæde sig over, at ingen var kommet til skade, »det er trods alt kun døde ting det er gået ud over.«
Uheldigt og ærgerligt er det alligevel, når en af havnens helt egne skibe. Bygget i 1982 på Hvide Sande skibs- og Baadebyggeri A/S, under uheldige omstændigheder denne onsdag den 19. juli 2017, måtte overgive sig til flammerne. Det ældre fartøj var en klassisk Hvide Sande kutter med den letgenkendelige lyseblå farve, monteret til trawlfiskeri efter rødspætter og industrifisk. Et skib som de fleste kender og som på en eller anden måde kendetegner Hvide Sande Havn.
Nu er det op til forsikringen hvad der videre skal ske med den klassiske trækutter RI 262 »Nordstjernen«.
FiskerForum.dk