Ny europæisk ramme for skarvforvaltning lægger op til bedre koordinering og mere aktiv regulering, men EU-Kommissionen holder fortsat igen – til stor frustration for fiskeri, dambrug og andre, der i årevis har set skarven presse fiskebestandene i kystområder, fjorde, søer og åer.
På konferencen i Bruxelles den 3. juni 2025 blev der endnu en gang sat ord på et problem, som fiskeriet har peget på i årevis: Skarven er ikke længere et lokalt irritationsmoment, men et voksende og grænseoverskridende pres på fiskebestande i store dele af Europa. Bag mødet stod det polske EU-formandskab og EIFAAC, FAO’s rådgivende kommission for indlandsfiskeri og akvakultur, og formålet var at fremlægge et udkast til en europæisk rammeplan for forvaltning af skarv.
Set fra fiskeriets side er budskabet klart
Skarven opfattes i dag som en væsentlig årsag til tilbagegangen for mange arter i de kystnære havområder, i fjorde, søer og vandløb. Det gælder ikke mindst torsk, fladfisk, ål, ørred, stalling og laks, hvor prædationen mange steder er så massiv, at den direkte modarbejder både naturgenopretning, udsætninger og andre forvaltningstiltag. Når der bruges store summer på restaurering af vandløb og genopbygning af bestande, giver det fra erhvervets synspunkt ringe mening, hvis skarven samtidig får lov til uhindret at tømme de samme områder for fisk.
Netop dette blev også dokumenteret på konferencen. Niels Jepsen fra DTU Aqua fremlagde resultater fra 20 års forskning, der viser, at skarv i en række områder har en markant negativ effekt på fiskebestande i både åer, søer, kystzoner og dambrug. Han pegede blandt andet på, at prædationen i de fleste kystnære farvande og vandløb nu er så høj, at den reelt står i vejen for genopretning af svækkede bestande. Samtidig blev det understreget, at skarven er en trækfugl, og at problemet derfor ikke kan reduceres til noget rent lokalt. Fuglene bevæger sig på tværs af landegrænser, og dermed gør presset på fiskebestandene det samme.
Andre deltagere, herunder BirdLife, pegede på, at tilbagegangen i fiskebestande også hænger sammen med forurening, spærringer i vandløb, ødelagte levesteder og tidligere overfiskeri. Det ændrer imidlertid ikke ved, at der på mødet var bred erkendelse af, at de nuværende redskaber langt fra er tilstrækkelige. Problemet er ikke længere, om skarven påvirker fiskebestandene, men hvor længe politikerne vil fortsætte med at behandle et veldokumenteret problem som en diskussion, der kan udsættes endnu en gang.
Det fremlagte forslag er endnu ikke en færdig europæisk forvaltningsplan, men en ramme for en kommende plan.
Tanken er at skabe et mere ensartet og koordineret system, hvor landene arbejder med fælles overvågning, fælles data og mere aktive redskaber til regulering. Skarven skal selvfølgelig ikke udryddes, men bestanden skal forvaltes langt mere målrettet, så fiskebestande, akvakultur og naturgenopretning ikke fortsat betaler prisen. Forslaget lægger op til mere ensartede regler for regulering, bortskræmning, ægbehandling, skadesopgørelse og erstatning, ligesom der på sigt skal fastsættes mål for, hvor mange skarver et område reelt kan bære, uden at fiskebestandene bryder sammen. Arbejdet er tænkt som en løbende proces i seksårige cyklusser, hvor resultater vurderes og indsatsen justeres.
Der lægges også op til at oprette en rådgivende skarvgruppe og et sekretariat, som kan samle viden, følge udviklingen og sikre bedre koordinering mellem landene.
Det er i sig selv fornuftigt nok, men fra fiskeriets perspektiv er tålmodigheden for længst brugt op. For mens rapporter skrives, arbejdsgrupper nedsættes og nye høringsfrister udløber, fortsætter skarven med at æde sig gennem fiskebestandene i netop de områder, hvor både erhvervsfiskeri, lystfiskeri og naturprojekter i forvejen er under pres.
Det mest opsigtsvækkende på konferencen var derfor ikke alene det faglige indhold, men EU-Kommissionens fortsatte tøven. Kommissionen gjorde det klart, at man fortsat ikke ønsker at ændre skarvens beskyttelsesstatus eller indføre en bindende EU-plan. I stedet holder man fast i, at problemerne hovedsageligt bør håndteres nationalt og lokalt. Det er et synspunkt, som for mange i fiskeriet fremstår mere og mere virkelighedsfjernt. Når en art er stærkt vandrende og påvirker fiskebestande på tværs af grænser, giver det ganske enkelt ikke mening, at løsningerne stadig skal stoppe ved landegrænsen.
Kort sagt handler forslaget om at få erstattet spredte, ukoordinerede og ofte utilstrækkelige nationale løsninger med en mere samlet europæisk tilgang.
Budskabet fra konferencen var tydeligt: Vil man beskytte fiskebestande, dambrug, lystfiskeri og de store investeringer i naturgenopretning, kræver det en langt mere aktiv og koordineret forvaltning af skarv i Europa.
Spørgsmålet er ikke længere, om problemet er stort nok, men hvor længe EU-Kommissionen vil blive ved med at se væk og ignorere kravet om en aktiv skarv-forvaltning, der er rejst fra EU Parlamentet 3 gange.
