Fredag den 11. maj blev der kontrolleret på havnen i Nexø, og et fartøj fra Estland var anløbet havn med knap 4 tons torsk. Der skulle have været landet til Bornholms Sea Protein. Kontrollen af landingen viste, at der var flere ulovlige ting i forhold til fartøjet.
Fartøjet havde ikke anmeldt til Fiskeridirektoratet, at det ville ankomme til Nexø og lande torsk. Det er et krav, at torskelandinger skal anmeldes før ankomst og landing. Anmeldelsen skete først et kvarter efter landing. Meldingerne skal blandt andet give kontrollørerne bedre mulighed for at beslutte, om det er en landing, som bør kontrolleres.
Der var redskaber med små masker om bord, og det er ikke tilladt, når fartøjet er på torskefiskeri.
Fangsten blev tilbageholdt og sagen blev overgivet til politiet for at få stillet sikkerhed for de konfiskations- og bødekrav, som den ansvarlige fisker og ejeren af fartøjet senere vil blive mødt med.
FiskerForum – 16. maj 2007