Østjysk fisker bygger spritnyt garnfartøj
Det var en gammel drøm der gik i opfyldelse midt i oktober måned i år, hvor faderen Hans Erik Timmermann og sønnen Christian Timmermann i de sidste 18 år har talt om at bygge en ny garnbåd. En drøm der nu er realiseret for Christian, der med nybygningen AS 260 »Sarah« Norsminde og de fælles drømme far og søn imellem, har finansieret nybygningen, der nu er klar til fiskeriet i Nordsøen ud for Thyborøn.
Den tidligere AS 260 »Sarah« blev bygget tilbage i 1983, og har de sidste 18 år været arbejdspladsen for far og søn. Fartøjet blev i sin tid bygget ved Faaborg Yachtværft i glasfisber-armeret plast (GRP) og havde en længde på godt 12 meter samt en bredde på 4 meter.
Den nye garnbåd »Sarah« er derimod et Vestværft-design fra Hvide Sande, skrog-bygget i Polen og færdigapteret og udrustet hos Kynde og Toft i Thyborøn. Garnbåden har en samlet længde på 14,99 meter samt en bredde på 5,60 meter. Den har fået monteret en 13 liters Scania hovedmotor, med en effekt på 221 kW, med Dong gear og en firebladet korsør-propel med et tværmål på 161 cm. Lastrum har køling i gulv og loft med plads til ca. 400 kasser ialt, så båden fremstår indvendigt som udvendigt noget større end den gamle »Sarah«.
Den østjyske fisker er da også yderst tilfreds med Vestværft-designet og har kun godt at sige om Vestværftet i Hvide Sande, samt Kynde og Toft i Thyborøn, som begge får Christian’s uforbeholdne ros, både for et godt samarbejde under byggeriet og i særdeleshed for det færdige resultat, der helt indfrier Christian’s ønske om et robust og veldimensioneret fiskefartøj til de mere barske forhold i Nordsøen.
Alt om bord har fået en opgradering i forhold til det gamle. Så fartøjet fremstår topmoderne med alle bekvemmeligheder for skipper og besætning samt et langt mere effektivt fartøj, med større lastrum og bedre plads til det hele. Et skib der tager hensyn til folk ombord, med et godt arbejdsmiljø og som er energieffektivt samt manøvredygtigt fartøj og behageligt selv i hård bølgegang og forholdene i Nordsøen.
Skibets størrelse betyder også noget, for det gør det muligt at flytte fiskeriet længere ud og Nordpå for at forfølge de primære fiskearter som rødspætter og torsk, men nu også tunger igen. Fisketure der fremover vil have en varighed på omkring 3 dage samt en besætning, der gerne inden for relativ kort tid, skal består af fire mand – tre fiskere og en lærling.
Christian fortæller videre, at da FKA kom i 2007, var han sammen med sin far helt enige om at købe fisk op. Det var en nødvendighed, hvis de på et senere tidspunkt skulle bygge nyt fartøj. Dengang var tiden bare ikke til at bygge nyt, men det blev det så nu.
FiskerForum.dk ønsker skib og besætning god vind og lykke fremover.