Fiskeridirektoratet har sammen med EU-fiskerikontrolagenturet (CFCA) netop afholdt et internationalt seminar om risikobaseret fiskerikontrol.
Den 2. og 3. marts havde Fiskeridirektoratet i samarbejde med EU-fiskerikontrolagenturet inviteret repræsentanter fra alle EU medlemslande, EU Kommissionen og Norge til at deltage i et todages seminar om risikobaseret fiskerikontrol. Seminaret blev afholdt hos Fiskeridirektoratet i Dahlerups Pakhus på Langelinie.
Formålet med seminaret var at udbrede kendskabet til, hvad risikobaseret forvaltning og kontrol er, og hvordan den nye ramme i Kontrolforordningen skal forstås og anvendes i både medlemslande og i Agenturet. Endvidere var formålet at præsentere, hvorledes medlemslandene og Norge indtil nu har arbejdet med risikobaseret fiskerikontrol for at forankre en fælles opfattelse af, hvordan dette kan gennemføres på fiskeriområdet. Og endelig blev der lagt op til en drøftelse af fordele og ulemper ved at anvende faste ”benchmarks” (kvantitative kontrolkrav) i forhold til en mere fleksibel tilgang baseret på risikoforvaltning. Det skete på dansk initiativ ud fra et ønske om at overbevise EU Kommissionen om, at dette er eneste omkostningseffektive måde at tilrettelægge fiskerikontrol på.
”Jeg glæder mig over det store fremmøde og den store entusiasme på seminaret. Der var en fælles forståelse for, at risikobaseret kontrol er den måde, vi skal gøre det på i EU”, siger Anders Munk Jensen, direktør i Fiskeridirektoratet.
Ole Larsen fra Copenhagen Business School havde et indledende indlæg, hvoraf det fremgik, at risikobaseret kontrol handler om at forholde sig til de faktorer, man ikke kender. Det forklarer, at forsikringsbranchen var de første til at udvikle risikoanalyser.
I EU Kommissionens optik giver den risikobaserede tilgang mulighed for færre, men mere målrettede og relevante kontroller, færre overtrædelser og dermed bedre bæredygtighed for fiskerierne.
En repræsentant fra EU-fiskerikontrolagenturet forklarede, hvordan agenturet i samarbejde med medlemslandene har udviklet en metode til en regional risikoanalyse.
Endvidere præsenterede Agenturet den dataanalyse, som anvendes ved udarbejdelsen af Joint Deployment Plans (fælles anvendelse af kontrolressourcer). Agenturet gav også sit bud på hvilke data, der skal anvendes for at kunne foretage en risikoforvaltning.
Ved den afsluttede debat om foreneligheden af faste ”benchmarks” med risikobaseret forvaltning sendte medlemslandene et klart signal til Kommissionen om, at fastsættelsen af ”benchmarks” bør være mere dynamisk og en integreret del af den risikobaserede forvaltning.
Danmark i front
Seminaret viste, at mange medlemslande slet ikke er så langt fremme som f.eks. Skotland og Danmark. For de fleste deltagere er risikobaseret kontrol en helt ny måde at tænke på. Det er derfor et spændende emne, som skal ensartes og udbredes i hele EU – og som skabte en god debat begge dage.
Risikobaseret kontrol har af Fiskeridirektoratet været anvendt siden den første risikobaserede kontrolstrategi blev udarbejdet i 2006, og Fiskeridirektoratet har derfor også siden 1. januar 2007 haft en Enhed for Risikovurdering og Kontrolkampagner. Dette har været medvirkende til, at Danmark i dag er i front blandt EU medlemslandene, når det gælder risikobaseret kontrol.