Det lykkedes ikke EU og Norge at enes om en aftale vedrørende mængden af tobisfiskeriet. De danske fiskere sætter nu lid til, at EU forhøjer den foreløbige kvote for 2010.
Søndag formiddag opgav forhandlerne fra EU og Norge at nå frem til en aftale om den endelige tobiskvote for 2010.
Danmarks Fiskeriforening oplyser, at forhandlingerne er afbrudt, og nu er det op til EU at fastsætte sin egen kvote for EU-fiskerne. – Vi håber på, at der kan komme en hurtig afklaring fra Bruxelles. Og vi vil presse på, for at der bliver taget en hurtig beslutning, siger Svend-Erik Andersen til foreningens egen hjemmeside.
Ifølge Danmarks Fiskeriforening er Fødevareminister Henrik Høgh på banen og i kontakt med EU-kommissær M. Damanaki.
Der er behov for en hurtig afklaring, idet en lang række både p.t. ligger i havn, grundet de foreløbige kvoteandele er opfisket. Fiskeriet har i en periode været rekord stort, og traditionelt klinger sæsonen af i slutningen af juni.