Fartøjer der har tilmeldt sig ”fuldt dokumenteret fiskeri”, gennemgår netop nu teknisk inspektion.
For året 2010 kan op til 30 fartøjer deltage i det såkaldte ”kameraforsøgs fiskeri” eller ”elektronisk monitering”.
Indtil videre har 13 fartøjer tilmeldt sig ordningen. På et tidspunkt havde 18-20 udtrykt interesse, men enkelte er efterfølgende faldet fra. Ifølge J. Dalskov fra DTU Aqua, kommer der måske i sidste øjeblik flere fartøjer med, i hvert fald er der fortsat interesserede, der henvender sig.
En medarbejder fra DTU Aqua og embedsmænd fra Fiskeridirektoratet har påbegyndt en inspektions tur for at besigtige fartøjer, der har vist interesse for at deltage. ”Der er tale om, at de fysiske forhold tjekkes og der afdækkes, om det evt. skal foretages småjusteringer” forklarer J. Dalskov.
Mandag var det de tilmeldte kuttere fra Bornholm, der havde inspektørerne på besøg. Tirsdag var gruppen nået til Hirtshals og i starten af næste uge er det meningen gruppen skal nå til Hvide Sande.
Når kutterne er godkendt skal det nødvendige elektroniske udstyr installeres. Det tager ca. en arbejdsdag pr. båd, men J. Dalskov håber de første fartøjer, som planlagt, kan starte på fiskeriet 1. april eller umiddelbart derefter.
Der er specielle vilkår for deltagelse i det fuldt dokumenterede fiskeri, herunder krav til udstyr og skibets indretning. Ligesom der er krav til fangstens oparbejdning:
Alle torsk – både over og under mindstemålet – skal frasorteres hele fangsten.
Torsk over mindstemålet må ikke discardes.
Både vægten af torsk over og under mindstemål registreres træk for træk.
Fangster af kvotebelagte arter må ikke discardes, hvis de opfylder mindstemålene. Mangler fartøjet årsmængde til arten, må den lejes eller skaffes via pulje.
Vægten af den samlede discard skal skønnes.
Til gengæld tildeles fartøjerne en ekstra kvote af torsk.