Kystfiskerordningen videreføres, men ministeren har valgt at se bort fra samtlige ønsker og konklusioner i Kystfiskerudvalgets få måneder gamle evaluerings rapport.
”Når man bruger en masse tid som ikke giver resultat, bliver man skuffet” siger formanden for Kystfiskerudvalget, Steen Jensen, Marstal, i en kommentar til de forhold, kystfiskerne kommer til at virke under de kommende tre år.
Reguleringsbekendtgørelsen for 2010 udstedes nemlig på grundlag af den gældende politiske aftale, hvilket blandt andet medfører, at Kystfiskerudvalgets forslag ikke indgår i de kommende reguleringer, og at den nuværende kystfiskerordning dermed videreføres uforandret de kommende 3 år.
”Det synes uforståeligt at nedsætte et kystfiskerudvalg, som de øvrige parter sidder overhørig i emner vedrørende kystfiskeri”, siger Steen Jensen til Fiskerforum.dk.
”Det er frustrerende ikke at blive hørt. Jeg forstår heller ikke Danmarks Fiskeriforenings holdning. De burde lytte til flertallet blandt de små” slutter Steen Jensen.
Den sidste kommentar skyldes det faktum, at Departementet har oplyst, at beslutningen er truffet efter indstilling fra bl.a. Erhvervsfiskeriudvalget.
Kystfiskerudvalget har efterfølgende valgt at kontakte de politiske ordførere fra V, K og O, så de fremlagte forslag fra Kystfiskerudvalget har mulighed for, at komme til at indgå i de kommende
Reguleringer, og på den måde skabe en ny og bedre struktur for alle fartøjer i kystfiskerordningen.