Fra brisling fiskeri ved Bornholm, over tobis fangst ved Hvide Sande – og nu hummerfiskeri ud for Skagen. Det er hvad Kertemindetrawleren O 41 ”Gefion” har klaret på mindre end en måned.
”For os blev det en kort tobissæson. Vi var på fiskeri efter brisling ved Bornholm, og det trak ud, inden vi fik skiftet til tobisfiskeri”. Fortæller skipper Kaj Martinussen.
I jagten på kystnære tobis nåede ”Gefion” og makkerskibet O 165 ”Julie” helt ned til området omkring Hvide Sande. ”Vi fandt også tobis, men de slap op inde ved kysten. Samtidig kom en dårlig vejrmelding – derfor løb vi igen mod Skagen”.
Dermed blev tobissæonen kort – i alt blot omkring 14 dage. I stedet er skibet nu i fuld gang med fiskeri efter hummer, og skipperen håber dette fiskeri kan holde frem til september eller oktober måned. Derefter skal den resterende del af årets fiskeri gerne kunne drives fra hjemhavnen.