Et 80 kvadratmeter stort og 64 tons tung ror blev torsdag eftermiddag løftet i land på Hirtshals Havn for at gennemgå en reparation af en skade hos MarineShaft i Hirtshals.
MarineShaft skal fremstille ny rorstamme, der skal tilpasses specielt til roret. En opgave der varer 10 uger, hvorefter roret sejles tilbage til Bremerhaven for at blive genmonteret på containerskibet M/S ”Mol efficiency”.
Administrerende direktør Knud Andersen fra MarineShaft siger i forbindelse med at roret ankom til Hirtshals:
”Det er dagligdag for os at fremstille nye rorstammer og at rette rorstammer og aksler, der har fået skader. Det her er dog lidt særligt. Det er det største ror vi hidtil har haft til reparation, og det gør naturligvis opgaven ekstra spændende. Hver gang vi sætter nye dimensioner for de opgaver vi håndterer, så bliver vores kompetencer endnu stærkere og vi bliver dermed endnu mere interessante at samarbejde med”.
MarineShaft i Hirtshals har specialiseret sig i reparation, opretning og fremstilling af skibsaksel og rorstammer til skibe, og arbejder i dag globalt. Virksomheden sender sine specialister ud til opgaver over hele verden, lige som skadede aksler og ror bliver sendt til MarineShaft i Hirtshals, for at blive rettet og repareret på virksomheden værksteder på Hirtshals Havn eller i hallerne på Silvervej umiddelbart syd for Hirtshals.
Det 64 tons tunge ror ankom med coasteren M/S ”Salmo” til Hirtshals Havn, hvor to mobilkraner løftede det i land på Notkajen med et tandemløft.
Roret sidder sædvanligvis på det 63.000 BT store og 294 m lange containerskibet M/S ”Mol efficiency”, der lige nu ligger i Bremerhaven til reparation efter en kollision med et andet skib i november sidste år.