Danmark skal være en af de førende nationer inden for grøn omstilling af fiskeri- og akvakulturerhvervet. Nu åbner tre tilskudsordninger på samlet 138,3 mio. kroner, som skal støtte udviklingen og udbredelsen af grønne løsninger i dansk fiskeri og akvakultur. Pengene kommer fra det danske program for Hav-, Fiskeri- og Akvakultur (EHFAF).
Udslippet af drivhusgasser inden for fiskerisektoren kan nedbringes markant, når diesel og olie erstattes af nul- og lav-emissionsløsninger som el- og hybridmotorer. Og tilsvarende er der på akvakulturområdet potentiale for at udvikle miljø- og klimaforbedrende løsninger, der kan styrke en ressourceeffektiv akvakulturproduktion.
Nu åbner tre puljer på samlet 138,3 mio. kroner, der skal hjælpe med at udvikle og udbrede grønne løsninger inden for fiskeri- og akvakulturerhvervet.
De nye grønne løsninger skal både hjælpe til, at Danmark når i mål med at reducere CO2-udledningerne med 70 pct. frem mod 2030, og samtidig sikre, at Danmark bliver blandt de førende nationer inden for grøn omstilling af fiskeri og akvakultur.
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) siger:
”Dansk fiskeri står lige nu over for en række store udfordringer bl.a. i kølvandet på brexit og med ændrede fiskebestande. Samtidig lever vi i en tid, hvor der både stilles store krav og er store forventninger til at udvikle nye grønne løsninger, der kan reducere klimaaftryk og miljøpåvirkning, inden for stort set alle brancher. Jeg oplever et fiskerierhverv med stor villighed til at sætte en ny og grønnere retning for dansk fiskeri. Derfor er jeg også glad for, at vi med de grønne tilskudsmidler på samlet 138,3 mio. kroner nu kan skabe nye bæredygtige løsninger for både fiskeri- og akvakulturerhvervet, som kan rykke det i en mere klimavenlig retning.”
- Tilskudsordningerne er del af det danske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturprogram for 2021-2027, som medfinansieres af EU-midler fra den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond.
- De nye grønne tilskudsordninger skal bidrage til udvikling af løsninger, der har potentiale for erhvervsmæssig udbredelse i det danske fiskeri- og akvakulturerhverv og til at øge incitamentet til at foretage nye, grønne investeringer. Herudover er der fokus på at undersøge nye uafprøvede fiskerier og nye metoder til at optimere fangsten, så fiskeriet fortsat kan betale sig.
- De tre tilskudsordninger er åbne for ansøgninger fra den 3. juli 2023 til den 31. august 2023. Tilskudsordningerne kan søges af fiskeri- og akvakulturerhverv og producentorganisationer, samt relevante samarbejdspartnere såsom forskere og analyseinstitutter. Læs mere om tilskudsordningerne i Fiskeristyrelsens tilskudsguide.
Fakta om de tre tilskudsordninger:
- 84,6 mio. kroner til grøn omstilling af fiskeriet
Den grønne omstilling af fiskeriet skal ske sammen med fiskerierhvervet. Derfor afsættes der midler til udvikling og afprøvning af grønne teknologier, som kan reducere CO2-udledningerne fra fiskerierhvervet. Der er fokus på, at erhvervet er en del af løsningen, så der udvikles teknologi, som kan anvendes i et miljø- og klimamæssigt og økonomisk bæredygtigt fiskeri fremover.
Herudover gives der mulighed for at undersøge, om der kan fiskes efter nye arter, eksempelvis fjæsing. Det vil også være muligt at støtte udvikling af nye metoder til at sikre kvalitet af fangsten, så fiskeriet fortsat kan betale sig. - 32,7 mio. kroner til udvikling af grøn omstilling af akvakultur
For at gå forrest i den grønne omstilling af akvakulturerhvervet er der behov for mere viden og udvikling af miljø- og klimaforbedrende løsninger. Udviklingen af nye grønne teknologier skal bidrage til omstillingen af den danske akvakultursektor, der også i fremtiden skal være førende inden for opdræt af fisk og skaldyr.
Derudover spiller tangproduktion en vigtig rolle i den grønne omstilling. Derfor øremærkes 5,1 mio. kr. til udvikling af erhvervsmæssig tangproduktion, eksempelvis dyrkning af nye tangarter. - 21 mio. kroner til investeringer i grøn omstilling af akvakultur
Udbredelsen af recirkuleringsteknologi i landbaseret akvakultur spiller en betydelig rolle for at rykke branchen i en grønnere retning. Men med udbredelsen af recirkuleringsteknologi følger også et højere energibehov og dermed en risiko for en negativ klimapåvirkning.
For at reducere akvakulturerhvervets klimaaftryk og udledning af kvælstof, fosfor og organisk materiale kan landbaseret akvakultur derfor søge om tilskud til investeringer i renseteknologi og klimaløsninger.