“Det lyder vældig positivt” siger formanden for TripleNine Fish Protein ambA Erik Bonde Pedersen som en første kommentar til 2009 kvoterne for brisling, sperling og tobis.
Ikke mindst startkvoten på 167.000 tons tobis falder i god jord. Kvoten har de seneste år først været fastsat i løbet af foråret. Og det har været en hel uholdbar situation for fiskerne, at man ikke har haft en fornuftig tidshorisont at planlægge ud fra.
Også fødevareminister Eva Kjer Hansen er tilfreds “Det er klart, at det spiller en stor rolle for fiskerne, at de med aftalen nu har en tobis-kvote at forholde sig til fra årets start og derfor kan planlægge deres fiskeri. Danske fiskere får lov til at fiske 167.000 tons – og samtidig er vi helt på linie med ICES-biologernes vurdering af, hvor meget man kan fiske uden, at vi belaster bestanden af tobis”, siger fødevareministeren.