Svage kurser på norske kroner og US$ rammer de danske makrelfiskere.
Som følge af meget store fiskerirettigheder, kombineret med en effektiv forarbejdningsindustri og dygtige internationale distributionskanaler, er Norge absolut prisdannende indenfor makrelsektoren i hele det nordøstlige atlantområde.
Danske fiskeres fangst af makrel landes ikke udelukkende i Danmark, men periodevis også i Norge og andre lande omkring Nordsøen, men uanset hvor fiskeren vælge at sælge, afregnes ud fra prisen på tilsvarende varer omsat i Norge.
Efter kursen på norske kroner det seneste år er faldet med ca. 5% i forhold til danske kroner, rammer det de danske makrelfiskere med fuld styrke. Norges Sildesalgslag oplyser via organisationens hjemmeside, at gennemsnitsprisen de seneste 7 dage udgør 9,65 norske kroner/kg. Et kurstab på 5% i forhold til sidste år, løber hurtigt op i mange penge.
Samtidig må eksportvirksomhederne også slås med dårlige kurser. Frossen makrel sælges i store mængder til asiatiske og østeuropæiske markeder. Begge steder afregnes ofte i US$. Og netop nu er dollarkursen på et næsten historisk lavt niveau. Dollar kursen faldt onsdag til blot 5,13 i forhold til danske kroner – hvilket er årets hidtil laveste kurs.
Og noget tyder på, at dollaren falder endnu mere: ”Vi vurderer, at dollaren vil blive billigere i de kommende måneder”, skriver Danske Bank i en nylig offentliggjort analyse.