Væk med blyet i fiskeriet
Vi skal væk med blyet i dansk fiskeri. Det skylder vi miljøet – men vi skylder også fiskerne at gøre det på en fornuftig måde. Vi kan ikke forbyde brugen af blyholdige redskaber uden at hjælpe fiskeriet med at finde alternativer.
Regeringen arbejder for at mindske den miljømæssige belastning af havmiljøet med tungmetallet bly, og derfor har vi bevilliget et tilskud på knap 700.000 kr. til afprøvning af redskaber, der ikke anvender blyholdige materialer. Penge som kommer alle danske konsumfiskere til gavn, ikke mindst de små fartøjer, der fisker med garnredskaber.
Pengene skal bruges til at teste de blyfrie fiskeredskaber. Vi skal vide, at de virker, inden forbuddet mod bly træder i kraft. Derfor skal vi have en grundig overvågning og registrering af resultaterne ved brug af de blyfrie fiskeriredskaber, så vi er sikre på, at fiskeriet har et reelt alternativ, der kan anvendes i praksis. Afprøvningen vil finde sted inden for notfiskeri og garnfiskeri i løbet af 2007 og 2008.
Afprøvningen af blyfri fiskeriredskaber er et led i gennemførelsen af handlingsplanen for “En ny fremtid for dansk fiskeri og akvakultur”, som regeringen og Dansk Folkeparti blev enige om i efteråret 2006. Planen skal sikre en betydelig værdiforøgelse af dansk fiskeproduktion og dermed skabe økonomisk vækst i fiskeriområderne. Tilskuddet til projekterne finansieres af Fødevareministeriet og EU’s fiskeriudviklingsprogram.
Det er afgørende med investeringer i fiskeriudviklingen. Det er den eneste måde, vi kan sikre, at de danske fiskere fortsat kan bidrage med fangst og afsætning af fisk og fiskerivarer af høj kvalitet på en miljømæssig og økonomisk bæredygtig måde.
Af fødevareminister Hans Chr. Schmidt (V)