Jeg kan ikke forstå, at man ikke kan komme igennem med en godkendelse af marine phospholipider til humant brug
Det udtaler professor, dr.med. Jørgen Jespersen, der er professor ved Syddansk Universitet og overlæge ved Sydvestjysk Sygehus med speciale i forebyggelse og behandling af bl.a. blodpropper.
– Vi er jo netop til stadighed på jagt efter de langkædede, flerumættede fedtsyrer, de såkaldte omega-3 fedtsyrer, som, vi ved, har en gavnlig forebyggende og helbredende virkning på en række sygdomme, fastslår Jørgen Jespersen.
– Fiskeindtag reducerer risiko for hjertekarsygdomme, og vi ved, at omega-3 fedtsyrer fra fiskeolie nedsætter risikoen for nye blodpropper i hjertet. Der er også en række andre dokumenterede positive effekter af anvendelse af omega-3 fedtsyrer i sygdomsbehandlingen, siger Jørgen Jespersen.
Han fortæller, at han på sygehuset for eksempel behandler patienter med forhøjet niveau af fedt (triglycerider) i blodet med fiskeolie, men hvorfor ikke undersøge, om marine phospholipider, der absorberes mere effektivt, måske er et bedre farmakon.
– Det kender man jo fra anvendelsen af omega-3 fedtsyrer fra marine phospholipider som fodertilskud til fiskeyngel, tilføjer han.
Phospholipider er mere effektive
De flerumættede fedtsyrer kan imidlertid udvindes af såvel triglycerider som af phospholipider, der i øjeblikket fremstilles på basis af soja og æg.
– Men omega-3 fedtsyrerne fra triglycerider har ikke nødvendigvis den samme positive effekt som omega -3 fedtsyrer fra marine phospholipider, fortæller Jørgen Jespersen.
Han gør opmærksom på, at fiskeolie har en dokumenteret positiv effekt på:
· forebyggelse af åreforkalkning
· forebyggelse af blodpropper
· stabilisering af hjerterytmen og
· reduktion af blodtrykket
Marine phospholipider er endnu bedre
– Jeg tror på, at marine phospholipider vil vise sig at være endnu bedre, og at de ud over de ovenfor nævnte områder desuden vil have en positiv effekt på:
· inflammatoriske sygdomme (smertestillende effekt hos f.eks. leddegigtpatienter)
· tarmfunktionen og inflammatoriske tarmsygdomme f.eks. Chrons sygdom.
– Der er lavet undersøgelser med phospholipider fra soja og æg, siger Jørgen Jespersen. – Disse forsøg viser, at phospholipider bedrer transportevnen (biotilgængeligheden), således at de ønskede fedtsyrer bliver transporteret lige præcis det rigtige sted hen i kroppen, hvor der er brug for dem.
– Dyreforsøg har vist, at omega-3 fedtsyrernes effekt på og inkorporering i hjernen er bedre, hvis fedtsyrerne stammer fra marine phospholipider, tilføjer han. – så der er god grund til at tro, at i særlig grad de marine phospholipider har en række interessante biologiske aspekter, der vil være af meget stor betydning at få afklaret.
Marine phospholipider bør godkendes
– Men omega-3 fedtsyrerne fra marine phospholipider har endnu ikke været afprøvet systematisk på mennesker, og jeg kan ikke forstå, at man ikke på videnskabelig basis afprøver konventionel fiskeolie over for marine phospholipider på mennesker, siger Jørgen Jespersen.
– Hvis sådanne forsøg falder heldigt ud, for eksempel hvad angår den kognitive funktion, ville marine phospholipider jo også være gode at anvende hos for tidligt fødte og måske også hos spædbørn generelt.
– Når dette er sagt om marine phospholipiders potentiale, ja så kan jeg ikke forstå, at man ikke kan komme igennem med en foreløbig godkendelse af de marine phospholipider til humant brug og få gennemført de nødvendige systematiske undersøgelser, der kan sikre tilstrækkelig videnskabelig dokumentation og permanent godkendelse, konkluderer professor Jørgen Jespersen.
– En sådan strategi vil kræve et tværfagligt samarbejde med involvering af læger, ernæringseksperter, ingeniører og statistikere og et gensidigt forpligtende samarbejde med industrien.
Efterlyser innovation og kommunikation
– Både danske virksomheder og de offentlige myndigheder er alt for tøvende over for innovative tiltag, mener professor Jørgen Jespersen.
Han refererer bl.a. til en EU-rapport, der viser, at væksten på det innovative område i Danmark i 2009 var stort set ikke eksisterende, hvilket placerer os på en plads som nummer sjok i EU.
– Vi bør lægge en bredere vifte ud på dette område, fortsætter Jørgen Jespersen, – og de danske virksomheder – og for den sags skyld også kommuner og andre myndigheder – bør have en strategisk plan for hele deres arbejde og udvikling. Men det er også nødvendigt med en god kommunikation mellem myndighederne, forskerne, og virksomhederne, så der bliver skabt en strategisk platform, der kan danne basis for det innovative arbejde.
SPIR stiller 100 millioner kroner til rådighed
Jørgen Jespersen har indtil sidste år været medlem af Det Strategiske Forskningsråd, der blev oprettet i 2004 netop med det formål at skabe en strategisk platform for danske virksomheder som en hjælp til udveksling af viden, blandt andet inden for områderne fødevarer, sundhed og velfærd.
Han gør opmærksom på, at Det Strategiske Forskningsråd og Rådet for Teknologi og Innovation netop har styrket deres samarbejde om forskning og innovation igennem etablering af projektet SPIR (Strategic Platform for Innovation and Research).
Det er en ny samarbejdsmodel, hvor erhvervslivet og virksomhederne i højere grad deltager i både planlægning og udførelse af forsknings- og innovationsaktiviteter. Derfor lægges der vægt på brugerinddragelse, fleksibilitet i projektperioden, internationalt engagement og sammenhæng mellem forsknings- og innovationsaktiviteterne.
– Her er afsat 100 millioner kroner til at hjælpe virksomhederne med at komme ud over rampen og til at styrke deres innovative arbejde. Så det er bare om at komme i gang med at søge disse midler, siger Jørgen Jespersen.
Marine phospholipider er en ny generation af omega-3 fedtstoffer
TripleNine’s ekstraktionsanlæg i Esbjerg gør det muligt at producere ikke kun helt ren fiskeolie og rent fiskemel, men også en ny generation af polære fedtstoffer, de såkaldte phospholipider, der kan udvindes af fiskemel.
Phospholipider er den væsentligste bestanddel af cellevægge og er helt nødvendige, for at celler og organer kan fungere normalt. De vedligeholder cellens struktur og funktion og har regulerende aktiviteter både inden for cellevæggen og uden for cellen.
For eksempel agerer de som budbringer ved cellesignaler, hvilket er en nødvendig proces ved cellevækst, -formering, -differentiering og -metabolisme samt i forbindelse med optag af næringsstoffer og iontransport.
Phospholipider agerer som naturlige emulgatorer og kan som sådan lette fordøjelsen og optagelsen af fedtsyrer, kolesterol og andre lipofile næringsstoffer.
De spiller også en rolle for transporten af fedtstoffer, ikke kun af allerede optagne fedtstoffer fra tarmen til de forskellige kropsdele, men også af fedtstoffer mellem væv og organer, eftersom phospholipider er nødvendige bestanddele af de lipoproteiner, der cirkulerer i kroppen.
Marine phospholipider har mange fordele frem for fiskeolie, idet de er meget mere modstandsdygtige over for iltning (harskning). De har også et meget højere indhold af de fysiologisk vigtige langkædede flerumættede omega-3 fedtsyrer (EPA og DHA), og de forsyner disse fedtsyrer med meget bedre biotilgængelighed. Ligeledes har de et meget bredere spektrum af helbredsmæssige fordele for både dyr og mennesker.
På trods af at det nye produkt er færdigudviklet og klart til at blive bragt på markedet, er det efter ca. et halvt års forhandlinger og adskillige ansøgninger endnu ikke lykkedes TripleNine Pharma A/S at få myndighedernes godkendelse af produktet til human anvendelse.
Nu skal der turbo på Pharma
Administrerende direktør Nils Chr. Jensen frigøres til at styrke TripleNine Pharma A/S og sikre selskabets fremtid.
Efter at TripleNine Pharma A/S pr. 1. november sidste år blev udskilt som et selvstændigt aktieselskab bl.a. med det formål at producere marine phospholipider, er der nu behov for at få dette selskab op i fulde omdrejninger, så det kommer til at fungere som et stærkt og levedygtigt selskab.
Det oplyser bestyrelsesformand Erik Bonde Pedersen, TripleNine Fish Protein a.m.b.a., der er eneaktionær i selskabet.
Hurtig godkendelse afgørende
– Vi har meget store forhåbninger til udviklingen i TripleNine Pharma, idet der er store muligheder for marine phospholipider både på markedet for foder til opdræt af f.eks. smågrise og fisk – og specielt på markedet for human anvendelse, hvor produktet vil kunne betyde store sundhedsmæssige fordele, siger Erik Bonde Pedersen. – Derfor er det også af afgørende betydning for os, at vi meget hurtigt får fødevaremyndighedernes godkendelse af produktet til dette formål.
Seriøs partner søges
Bestyrelsen har besluttet at frigøre administrerende direktør Nils Chr. Jensen til at stå i spidsen for TripleNine Pharma A/S som ny administrerende direktør, mens Christian Bisgaard overtager posten som administrerende direktør i TripleNine Fish Protein a.m.b.a.
En af Nils Chr. Jensens første opgaver bliver at undersøge, om der findes seriøse samarbejdspartnere, der vil indgå i driften af TripleNine Pharma.
TripleNine har endnu ikke fået Fødevarestyrelsens godkendelse til anvendelse af marine phospholipider til humant brug.
– Jeg har telefonisk fået at vide, at Fødevarestyrelsen nu har fået oplysning om, at der i mindst to lande i EU markedsføres et tilsvarende produkt som det, vi søger godkendelse af, fortæller TripleNine’s udviklingschef, Hans Otto Sørensen. – Men det er jo ikke nogen overraskelse. Det har vi fortalt Fødevarestyrelsen lige fra begyndelsen.
– Det betyder, at vi er fri for den tidskrævende godkendelse af et såkaldt ”novel food”-produkt, således at Fødevarestyrelsen egentlig uden videre burde kunne give os tilladelsen til at markedsføre vores produkt, siger Hans Otto Sørensen. – Men alligevel får vi at vide, at vi fortsat må væbne os med tålmodighed og afvente et endeligt svar fra Fødevarestyrelsen.
– Nu har sagen stået på i ca. et halvt år, og vi har presset på og givet alle de oplysninger, som det er blevet forlangt af os, så det er frustrerende, at vi alligevel ikke kan få et svar, siger Hans Otto Sørensen, der nu endnu en gang vil rykke skriftligt for et svar.
Bremser udvikling
– I den situation, vi er i, hvor vi netop prøver at leve op til myndigheders og politikeres ønske om at være innovative i produktudvikling og markedsføring, så er denne sendrægtige sagsbehandling en bremse for alle vore initiativer, fastslår udviklingschefen.
– Det er også en konkret hindring for at få etableret det samarbejde mellem TripleNine Pharma A/S og en ekstern partner, der er afgørende for virksomhedens udvikling og for at få det innovative produkt markedsført, slutter Hans Otto Sørensen.
Organisationen trimmes til fremtiden
Det er nødvendigt at tage højde for fremtidige udfordringer for at kunne stå stærkt, når TripleNine om to år omdannes til et aktieselskab.
Det fastslår TripleNine’s nyudnævnte administrerende direktør, Christian Bisgaard.
Han påpeger, at der hersker stor usikkerhed om, hvor mange råvarer fabrikken kan få tilført i de kommende år.
Han påpeger desuden, at tobiskvoten risikerer at blive fastsat på et helt teoretisk grundlag, og at der også er stor fremtidig usikkerhed omkring kvoterne på brisling og sperling, selv om sperlingkvoten i år ser fornuftig ud, hvilket måske kan forbedre råvaretilførslen til fabrikken.
Godt rustet til fremtiden
– Alligevel regner vi kun med at modtage omkring 300.000 tons fisk i år, og næste år er tilførslerne måske faldet yderligere, så derfor har bestyrelsen besluttet, at det er nødvendigt at gribe ind nu med tilpasning af organisationen til de fremtidige udfordringer, således at vi vil stå stærkt og godt rustet til fremtiden, når TripleNine om godt to år omdannes til et aktieselskab, fortæller Christian Bisgaard.
Konkurrencedygtige priser
kan tiltrække flere råvarer
– Det er nødvendigt for os at få trimmet organisationen og at få nedbragt vore omkostninger, så vi kan tilbyde konkurrencedygtige priser, hvilket vil være en forudsætning for, at vi fremover vil kunne tiltrække tilstrækkelige mængder fisk fra både vore egne andelshavere og fra fremmede skibe, siger Christian Bisgaard. – Det vil jo være positivt for såvel nuværende som for de nye ejere, der om et par år vil komme til i form af nye aktionærer.
– De organisatoriske tilpasninger vil således blive gennemført for at sikre, at TripleNine også i fremtiden vil være en betydende producent af fiskemel og -olie i Danmark, siger Christian Bisgaard. – Og som en del af disse bestræbelser skal også ses bestyrelsens beslutning om at styrke TripleNine Pharma A/S som et selvstændigt aktieselskab.
Nils Chr. Jensen
Formand for Foreningen for Danmarks Fiskemel- og Fiskeolieindustri:
Fiskerne i Udkants-Danmark er gidsler i biologisk rådgivning
Tobisfiskerne oplever for tiden det bedste tobisfiskeri i mands minde – og mands minde er i dette tilfælde 60 år. Fiskerne fanger op til 800 ton i døgnet, hvilket for de fleste betyder, at båden er fyldt på bare én dag. Der fanges tobis på alle kendte fangstpladser og ikke kun på enkelte pladser. Så tobisen er godt udbredt, og der er masser af dem.
Med det fiskeri, der pågår, forventer alle fiskere at få maksimal kvote, for hvis man ikke kan få det i år, hvornår kan man så?
Over for dette står så den biologiske rådgivning, som i år kommer frem til, at der bogstaveligt talt ingen tobis skulle være i havet!
Hvem har ret? Fiskerne på havet eller biologerne bag computerskærmen?
Hvorfor begrænsning af kvoten?
Kvoten for tobis er politisk fastsat til maksimalt 400.000 ton, hvilket jo også kan undre. Hvis man på bæredygtig vis kunne fange flere, hvorfor skulle man så ikke gøre det?
Årets monitering, som foregår fra 1. april til 6. maj uden hensyntagen til vind og vejr og forskydning i havbiologien grundet en streng vinter, udløste en kvote på 253.000 ton – et stykke under den maksimale kvote på 400.000 ton.
Det er helt urimeligt, at kvoten ikke skal være højere end 253.000 ton – med det fiskeri, der pågår her og nu.
Biologerne har ændret mere end en parameter i formlen i forhold til sidste år, hvilket jo ikke gør det nemmere at forstå, endsige forklare, hvorfor kvoten nu bliver, som den gør.
Ændrede beregningsmetoder
Bestemmelsen af antallet af et-årige tobis har stor indflydelse på den endelige kvote, og beregningen af dette antal i 2010-modellen er ændret radikalt i forhold til 2009-modellen.
Bruger man 2010-monitering, men beregningsmodellen fra 2009, ville kvoten blive over 500.000 ton, altså dobbelt så stor som efter 2010-modellen.
Man må med rette spørge, om det er rimeligt og videnskabeligt underbygget fra år til år at foretage ændringer i beregningsmetoderne, der får så store konsekvenser for et helt erhverv. Det virker, som om de årlige ændringer er lidt tilfældige og mere efter princippet ”nu prøver vi det, og så ser vi, hvad der sker”.
Der er fiskere, som ufrivilligt må indstille fiskeriet, fordi de allerede har opfisket deres kvote beregnet ud fra den foreløbige kvote, der nu er givet, indtil den endelige kvote fastlægges.
Får man ikke en maksimal kvote, er der mange fiskere, som vil overveje deres fremtid som tobisfisker. For kan det svare sig at blive ved, når man nu ikke må fiske, når det for en gangs skyld går godt?
Det er altså ikke let at være fisker eller drive en fiskemelsfabrik med den usikkerhed, der hvert år opstår omkring kvoten for tobis.
Hvem bestemmer over Udkants-Danmark?
Såvel fiskere som fabrikker befinder sig geografisk i det, der på nudansk hedder Udkants-Danmark, hvor politikerne gerne vil have flere arbejdspladser.
Derfor kan det jo undre, at man så fra biologisk side gør alt for at nedlægge arbejdspladser der.
Ved redaktionens slutning er IOK-bådenes startkvote blevet forhøjet med 45%, men det betyder ikke meget i den store sammenhæng, og kvoten er stadig alt for lille i et år, hvor fiskerne og fabrikkerne endelig har chancen for at komme økonomisk på fode igen.
Alle i Udkants-Danmark håber derfor på, at politikerne nu vil vise mod og mandshjerte ved at fastsætte den maksimale kvote for årets tobisfiskeri.
IFFO-certificering er af væsentlig betydning
Nu er TripleNine både GMP og MSC-COC-certificeret vedr. sporbarhed, så nu venter vi bare på IFFO-certificeringen.
Det oplyser udviklingschef Hans Otto Sørensen.
Han fortæller, at det er et certificeringsbureau i Irland, der på vegne af IFFO skal certificere industrifiskeriet som bæredygtigt.
– Hvis denne certificering trækker ud, kan det blive et problem, da nogle af vore væsentligste kunder har tilkendegivet, at de fremover kun vil købe fiskemel og fiskeolie fra IFFO-certificerede producenter. – Så det er af væsentlig betydning for TripleNine, at vi får vores IFFO-certificering på plads hurtigt, fastslår Hans Otto Sørensen, der forventer, at certificeringen vil være i hus senest lige efter sommerferien.
Vi sælger ikke skindet, før bjørnen er skudt
Der har været en del forvirring omkring afregningsprisen på tobis.
– Efter en god start på tobissæsonen med fisk på mange pladser blev fiskeriet dårligere i et par uger. Det er jo ikke unormalt, siger bestyrelsesformand Erik Bonde Pedersen. – I begyndelsen af maj fik vi igen et godt fiskeri, specielt på de nordlige pladser ved Lisborgs Revler 1,2 og 3. Men olieprocenten i disse fisk var kun ca. 4%, hvilket indikerer en senere start på sæsonen end eksempelvis sidste år.
Det gode fiskeri er heldigvis fortsat, og midt i maj kom bådene fuldtlastede ind til fabrikken i Thyborøn – efter kun få dages fiskeri. Og nu var der 9% olie i fisken, hvilket indikerer, at der er masser af føde i havet til tobisen.
Forvirring om afregningspriser
– Blandt leverandørerne har der imidlertid været en del utilfredshed med vore afregningspriser, oplyser formanden. – Vi har afregnet til historisk høje priser, i gennemsnit 1,30 kr. pr. kg, men vore kolleger har nok ligget 15-70 øre højere endnu – alt efter hvilken pølsevogn, man har som kilde!
Erik Bonde Pedersen mener derfor, at det er forståeligt, at der har hersket en del forvirring omkring de reelle afregningspriser på tobis, og at der er brugt megen energi på at diskutere emnet. For hvis man lander 1.000 tons, så svarer en merpris på bare 10 øre pr. kg jo til en samlet merpris på 100.000 kr. for en last.
– Selv om vi i år oplever en kæmpe tobissæson, så har vi jo før oplevet, at kvoten pludselig er blevet sat så lavt, at fiskeriet måtte stoppe. Og vi har også set, at sperlingfiskeriet nærmest er blevet frastjålet os. Hertil kommer, at TripleNine jo regnskabsmæssigt belastes af omkostningerne til rensning af mel og olie svarende til 10-12 øre pr. landet kilo fisk, påpeger Erik Bonde Pedersen. – Så TripleNine’s bestyrelse og direktion har altså foreløbig valgt at lægge forsigtigt ud, så vi ikke kommer til at påtage os konkrete udbetalinger, før vi har en idé om, hvor mange fisk, der bliver landet, og hvor meget markedet kan bære.
Eller sagt på en anden måde: Vi vil ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt!
Akut efterbetaling på 30 øre
Erik Bonde Pedersen gør i øvrigt opmærksom på, at man jo ikke bare skal se på den aktuelle afregningspris, når man skal bedømme det økonomiske udbytte af sit fiskeri.
– Der er jo også noget, der hedder efterbetaling, siger han.
– Vi håber jo stadig på en tobiskvote på omkring 400.000 tons. Så efter at vi nu har et overblik over fiskeriet i april måned, der heldigvis er gået, som vi har håbet, har vi således besluttet at regulere afregningsprisen for landinger i denne måned med en akut efterbetaling på 30 øre pr. kg, oplyser bestyrelsesformanden. – Hermed ligger vores reelle afregningspris på ca. 1,60 kr. pr. kg, hvilket i hvert fald bringer os på niveau med vore kolleger i branchen.
– Jeg er overbevist om, at TripleNine forarbejder industrifisk og sælger mel og olie mindst lige så godt som vore kolleger. Men vi har måske en mere forsigtig tilgang, siger Erik Bonde Pedersen. – Det skyldes nok, at vi er fiskerejet, har oplevet både opture og nedture, og derfor helst vil være forberedt på det værste.
Efter at have oplevet 40 tobissæsoner vil jeg stadig påstå, at de, der vil prøve at forudsige en tobissæson, dermed med al tydelighed har vist, at de ikke har forstand på tobis!
Besejlingsforholdene i Thyborøn er nu helt i orden
Kystdirektoratet har nu fjernet den godt 400.000 kubikmeter store sandpude ved høfderne 62 og 63, der skulle være årsag til de vanskeligheder med besejlingsforholdene, som man har oplevet i Thyborøn.
– Det er vi selvfølgelig yderst tilfredse med, konstaterer havnedirektør Jørgen Buhl.
– Og vi har allerede oplevet, at det virker, tilføjer han. – I midten af april, hvor vejret ellers ville have givet os vanskeligheder, var det en fornøjelse at se, hvor roligt vandet var i alle havnebassiner, og vi undgik helt de store bølger, der tidligere i tilsvarende vejr har slået ind mod havnens yderværker.
Det blev da også straks bemærket af både lodser, smedevirksomheder og ikke mindst af fiskerne, der har haft store problemer med sprængte trosser mv.
Havnen vil genvinde sit gode image
– Også besejlingsforholdene i Thyborøn Kanal er blevet væsentligt forbedret, og vanddybderne er formentlig de bedste, vi nogensinde har haft, siger Jørgen Buhl. – Følger man fyrlinierne, garanterer staten en vanddybde på 8 meter, men målinger viser, at vanddybden er endnu større.
– Og går man ind syd om fyrlinien, har man omkring 10 meters vanddybde, tilføjer han.
Havnedirektøren glæder sig over, at de seneste års vanskeligheder nu er ryddet af vejen, så Thyborøn Havn nu kan genvinde sit gode image som en beskyttet østvendt havn med gode besejlingsforhold.
Kystdirektoratet meddeler:
Den 425.000 kubikmeter store sandpude, der iflg. Beregninger fra Thyborøn Havns rådgiver, Dansk Hydraulisk Institut, har skabt bølgeuro i havnen, er nu fjernet.
Fjernelse af sandpuden fremgår tydeligt af de her viste illustrationer, der viser havbunden før og efter fjernelsen.
Ifølge beregninger fra DHI vil en fjernelse af sandpuden reducere bølgeuroen i havnebassinerne, men det kan ikke uden meget grundige undersøgelser fastslås, hvilke andre konsekvenser det vil have.
Kystdirektoratet har derfor igangsat et større arbejde med at se på sammenhængene i Thyborøn Kanal og ind i den vestlige del af Limfjorden. Dette skulle gerne lede til en afklaring af, hvad der er den bedste løsning på længere sigt.
Det virker i praksis
Fiskeskipper Ole Nymann, der her i sæsonen har landet tobis til TripleNine’s fabrik i Thyborøn, kan bekræfte, at der selv med en fuldt lastet ”Nana Maria” ikke har været nogen vanskeligheder med besejlingen af havnen.
– ”Nana Maria” stikker med fuld last ca. 7,5 meter, siger Ole Nymann, – og vi målte hele vejen ind mindst 3 meters vand under kølen, så vi kan konstatere, at besejlingsforholdene er blevet væsentligt bedre.
– Der er dog mest vand, hvis man går ind syd for fyrlinien, men her kunne jeg godt ønske mig en lidt bedre afmærkning, specielt ved den første grønne bøje, for her kommer man temmelig tæt på høfderne. Og der er jo specielt i dårligt, usigtbart vejr, at man kan have brug for at gå den vej, siger Ole Nymann.
Fabrikken i Sydafrika kører nu optimalt
Produktionsmester Anders Gorritzen og operatør Kim Poulsen er netop vendt hjem fra Sydafrika, hvor de har hjulpet med at optimere processer og maskiner.
Kim Poulsen har specielt taget sig af at få maskinerne justeret, så de nu kører helt optimalt, mens Anders Gorritzen mest har beskæftiget sig med de holdningsmæssige og ledelsesmæssige aspekter.
– Jeg synes, vi er nået rigtig langt, siger han. – For eksempel har vi ved at gennemføre en jævnlig rengøring af pressere og de øvrige maskiner fået øget fabrikkens kogekapacitet voldsomt, og hele anlægget kører nu optimalt.
– Den sydafrikanske fabrik har nu en kapacitet på omkring 1.200 tons i døgnet, men selv om der i øjeblikket kommer mange fisk ind til fabrikken, bliver det alligevel kun til ca. 10.000 tons pr. måned her i sæsonen. Så der er god plads til større tilførsler, hvilket vi jo også sideløbende forsøger at finde muligheder for, konstaterer Anders Gorritzen.
Udstationeres i Sydafrika
Det er i øvrigt aftalt, at Anders Gorritzen skal udstationeres som driftsleder på den sydafrikanske fabrik i en syv måneders periode. Her skal han de første måneder selv stå for hele driften af fabrikken med den nuværende driftsleder som en slags trainee, mens denne så efterfølgende overtager ledelsen i tre måneder, mens Anders Gorritzen så vil fungerer som en slags superviser.
– I den periode vil jeg samle op på alle ting, som jeg falder over, ved fabrikkens drift og driftsmæssige rutiner, hvilket jeg vil rapportere om ugentligt til fabrikkens øverste ledelse, fortæller Anders Gorritzen.
– Jeg skal også medvirke til uddannelse af fabrikkens personale og udarbejde en beskrivelse af, hvordan fabrikken startes op, og hvordan man kører med den på den mest optimale måde. Så det bliver en stor udfordring for mig, og jeg glæder mig meget til at tage fat på opgaven, slutter Anders Gorritzen.
Ny økonomichef
Økonomi- og HRchef Freddy S. Christensen fyldte 65 år d. 19. maj og fratræder efter godt 33 års virke sin stilling pr. 30. juni i år.
Freddy Christensen er en af de “gamle støtter” i TripleNine, idet han allerede i 1977 blev ansat som bogholder og siden kontorchef på daværende Andelssildeoliefabrikken, hvor han efterhånden som økonomichef fik ansvar for både økonomi og edb.
Med Freddy Christensen ved edb-roret gennemgik virksomheden derefter “utallige” fusioner, hvoraf den seneste var med Thyborøn Andels Fiskeindustri. Og hver gang gik der kun kort tid, før alle økonomi- og edb-systemer fungerede, som om intet var hændt.
Men det var der dog hver gang, for alle systemer er blevet løbende ajourført og forbedret, så TripleNine til enhver tid har været toptrimmet på de områder, som økonomichefen har haft ansvar for.
Freddy Christensen afløses i jobbet af sin mangeårige medarbejder Stefan Due.