Torsken i østlige Østersø er i hurtig fremgang og vil allerede næste år være genoprettet til de målsætninger, som Det Internationale Havforskningsråd, ICES har opstillet. Det er meldingen fra ICES, som i dag har offentliggjort den biologiske rådgivning for fiskebestandene i Østersøen. ICES anbefaler en kvoteforhøjelse i den østlige Østersø på 15 procent i 2009.
– Det er en meget positiv udmelding ICES kommer med i dag. De dystre forudsigelser fra flere sider om torskens snarlige udryddelse i Østersøen er heldigvis gjort til skamme. Vi har allerede næste år opnået de mål, som de videnskabelige eksperter har opstillet, og derfor kan fangstkvoten forøges i det østlige Østersø, udtaler fødevareminister Eva Kjer Hansen..
Torskefiskeriet i Østersøen forvaltes af EU på grundlag af en langsigtet forvaltningsplan, som har til formål at genopbygge torskebestanden gennem en gradvis reduktion af fiskeriet, indtil bestandene befinder sig på et bæredygtigt niveau.
Rapporten viser, at målet for den vestlige Østersø endnu ikke nået på grund af flere års lav rekruttering til bestanden. Her er ICES foreløbige anbefaling, at torskekvoten nedskæres med 29 procent. Men anbefalingen kan ende på en reduktion på 15 procent. Det vil ske, hvis ICES i sommer når at blåstemple og indregne en forvaltningsplan for genoprettelsen af torskebestanden, som EU opererer med.
– Erfaringerne med EU’s forvaltningsplan i den østlige Østersø viser, at planen hurtigere har ført os frem til målet. Jeg mener derfor, at vi skal holde fast ved denne plan, selv om det vil tage et par år ekstra, før vi også i vestlige Østersø har genoprettet bestanden, siger Eva Kjer.
ICES har endvidere fremlagt rådgivning for bestandene brisling, sild og laks. Rådgivningen er grundlaget for efterårets forhandlinger i EU’s ministerråd om næste års fiskekvoter i Østersøen.