Fredag d. 27. nov. 2009 afholdes stiftende generalforsamling i ”Esbjerg Isværk Aps”.
Selskabet etableres med henblik på at sikre de lokale fiskere og den tilbageværende fiskeindustri skælis til brug ved nedkøling af fangst og færdig pakkede fiskeprodukter.
Igennem en periode har der været usikkerhed omkring den fremtidige levering af skælis, efter Vestjysk Krystalisværk A/S tidligere på året varslede stop for produktionen. Men nu lysner det, idet Esbjerg Havn forventes at etablere et nyt produktionsanlæg.
En af initiativtagerne, Jesper Juul Larsen, formand for Esbjerg Fiskeriforening fortæller, at der er opbakning fra en bred kreds af erhvervsvirksomheder – herunder også virksomheder, som ikke selv har behov for is.
”Esbjerg Isværk Aps baseres på økonomisk balance og det sættes prisen efter. Selskabet lejer isværket af havnen” forklarer Jesper Juul Larsen.
Investeringen skønnes at koste omkring 4,8 mio.kr. og det er håbet at det nye værk, kan levere is fra marts 2010.