Kontrolsamarbejdet mellem SKAT og Fiskeridirektoratet har i den forløbne uge haft succes med en landdækkende kontrolaktion, hvor der specielt har været fokus på salg af fisk til forbrugerne direkte fra fiskefartøjer.
Kontrolaktionen var planlagt som opfølgning på en lignende aktion sidste år, hvor der blev konstateret en række overtrædelser af reglerne for salg af fisk fra erhvervs- og bierhvervsfiskere. Aktionen blev gennemført på mange forskellige landingspladser rundt i landet, herunder i sjællandske samt vest-, og nordjyske havne. Endvidere har der været kontroller på privatadresser, hvor der er handlet med fisk.
Medarbejderne fra SKAT og Fiskeridirektoratet fortog en del af kontrolarbejdet og observationerne i civil – et enkelt sted deltog også en medarbejder fra Fødevarekontrollens rejsehold.
Flere steder blev de handlende meget forbavsede, når kontrollørerne efter en tids observation af handel med fisk identificerede sig som myndigheder på arbejde og ikke blot turister på havnerundfart.
Der blev konstateret en del ulovlige forhold:
# Fritidsfiskere, som ikke må omsætte fangst, blev taget i at sælge fisk fra fartøjer og privatadresser
# Erhvervsfiskere, uden tilladelse til at sælge egen fangst, blev taget i at sælge fisk
# Socialt bedrageri, hvor en person på sygedagepenge drev fiskeri og handlede med fisk
# Et pakhus solgte fisk uden Fødevareregionens tilladelse
# Ét sted blev der solgt undermålshummere
# To steder var der ikke kasseapparater på salgsstederne
# I fem forhold følger SKAT op på momsangivelser og selvangivelser
# Yderlige en række forhold efterkontrolleres hos Fiskeridirektoratet og SKAT og kan afsløre yderligere overtrædelser
Kun erhvervsfiskere må sælge deres fangst, hvorimod lyst- og sportsfiskere ikke må sælge fangst. SKAT og Fiskeridirektoratet opfordrer borgerne til at kun at købe fisk fra leverandører, der kan dokumentere at de af Fødevareregionerne er godkendt til handel med fisk, samt at fiskene er fisket lovligt.
“SKAT accepterer ikke snyd med skatter og afgifter – heller ikke når det drejer sig om salg af fisk. Samarbejdet med Fiskeridirektoratet er effektivt til bekæmpelsen af den unfair konkurrence, som følger med det ulovlige salg”, siger Palle Dahl Nielsen, der er SKATs tovholder i Operation sorte fisk.