Fødevareminister Eva Kjer Hansen vil nu gå forrest i EU med et forbud mod udsmid i Østersøen. Biologer vurderer, at 50.000-60.000 tons fisk hvert år bliver fanget og efterfølgende smidt døde tilbage i havene omkring Danmark. Alene i Østersøen bliver op mod 20 % af torskene smidt døde retur i havet. Det er spild af gode fisk og skidt for fremtidens fiskeri.
Tusindvis af tons af gode fisk bliver hvert år fanget af fiskere og efterfølgende smidt døde tilbage i havet, fx fordi de ikke har den rigtige størrelse eller ikke er en art, der er god økonomi i.
“Udsmid af fisk er madspild og det ødelægger muligheden for, at vi kan sikre fiskebestandene til glæde for fremtidens fiskere og forbrugere. Jeg ønsker at gøre op med dette spild af naturlige ressourcer. Et forbud mod udsmid vil fremme bæredygtighed og samtidig kunne åbne mulighed for større kvoter til fiskerne. I dag tages der nemlig højde for udsmid, når man udregner, hvor meget det er biologisk forsvarligt at lade fiskerne tage med i land”, siger Eva Kjer Hansen.
Østersøen som foregangsfarvand
Østersøen skal fungere som et pilotprojekt med et forbud mod udsmid allerede fra januar 2010.
”Vi skal have sat en stopper for udsmid hurtigst muligt. Østersøen er et farvand med ret få arter, og derfor egner den sig til et pilotprojekt, der vil kunne bane vej for et generelt forbud mod udsmid)i EU’s fælles fiskerpolitik efter 2012”, siger Eva Kjer Hansen.
Ministeren vil indkalde landene omkring Østersøen til en workshop inden sommerferien for at tilrettelægge, hvordan et forbud mod udsmid kan iværksættes.
Hele den europæiske fiskeripolitik er ved at blive revideret. Danmark har spillet ind til kommissionens arbejde med en række idéer – blandt andet, at man skifter fra landingskvoter til fangstkvoter. På den måde bliver alt, hvad fiskerne hiver ombord afskrevet på kvoten, og hvis fiskerne anvender selektive redskaber vil de få mere værdi ud af den fangstmængde, der er til rådighed.
Fødevareministeriet er også i fuld gang med et forsøg med fuld billeddokumentation af fangsterne på fem fiskefartøjer. Forsøget skal skaffe mere viden om fangster og udsmid, og resultaterne bliver præsenteret på en konference den 8. oktober i Aalborg.