I Skagen er der igen gang i filetmaskinerne.
Sildefiskeriet i gang efter sommerferien.
Siden matjessæsonen sluttede i juni måned, har det været småt med arbejde indenfor sildeindustrien. Men nu er der atter aktivitet på fabrikkerne, efter flåden igen er kommet i gang.
Nu fanges der sommer sild, som overvejende forarbejdes til filet eller lapper, og det vil sikre beskæftigelsen til en god del af industriens trofaste medarbejdere.
I Skagen landes næsten daglig mindre trawlsild på 8-10 stk/kg. fanget i Skagerrak og de første store Nordsø sild er leveret i indeværende uge.
Nordsøens sildefiskeri foregår i øjeblikket i den vestlige del, godt et døgns sejlads fra Skagen. Her er silden stor og fed med en gennemsnits størrelse på 250 gram..
Priserne for sild, fanget i hhv. Skagerrak og Nordsøen, rapporteres at ligge på omkring 3 kr. pr. kg.
I Danmark er antallet af filetfabrikker mindre end tidligere, idet der indenfor de seneste år er lukket forarbejdningsindustrier i Esbjerg, Hirtshals og Skagen. Efter Ny Regulering med individuelle omsættelige kvoter er indført, er sildekvoterne samtidig samlet på færre, men større, skibe.