Stor international seafood konference afholdes i Cirkusbygningen, København.
SEAFOODplus, der er et stort flerårigt forskningsprojekt om seafood, afholder den 5. og afsluttende konference 8.-10. juni 2008 i København.
Til konferencen forventes deltagelse fra forskerverdenen og erhvervslivet fra hele verden, og arrangørerne forventer ikke mindre end 300 deltagere.
Projektets formål er med fokus på seafood, at højne sundhed og velvære blandt forbrugere og dermed mindske risikoen for livsstilssygdomme.
SEAFOODplus har 68 deltagende universiteter, forskningsinstitutter og virksomheder fordelt på 17 lande, i alt deltager 200 højt estimerede forskere.
Med projektet er der skabt det første virtuelle seafood forskningscenter i Europa, der på en imponerende måde har samlet de førende forskningsmiljøer og innovative seafood-virksomheder i Europa. Det er på den måde lykkedes for SEAFOODplus, at samle seks forskellige forskningsverdener, som ellers ikke har tradition for at samarbejde.
SEAFOODplus projektet, der startede tilbage i januar 2004, har et budget på 26 mio.€, hvoraf Kommissionens andel udgør 14,4 mio. €.