Fiskeriskolen, Danmarks Fiskeriforening og Thyborøn Havns Fiskeriforening afvikler igen i år et 1 ½ dags arrangement for hold af UU-vejledere fra hele Danmark om uddannelser og jobmuligheder inden for fiskerisektoren.
Erfaringerne fra de to tidligere år har været så gode, at arrangørerne nu er parat til i 2008 at udbyde 5 lignende arrangementer, der alle foregår i Thyborøn.
Der er plads til ca. 12 vejledere pr. kursus, og af hensyn til vejret er kurserne koncentreret om månederne maj, juni, og august. Det er allerede nu muligt at booke sig ind hos uddannelseskonsulent Preben E. Noer på e-mail: pno@fiskeriskolen.dk eller pr. telefon 96919235 eller 96919230 eller 29438499.
Arrangementerne vil være bygget op over følgende skabelon: Ankomst til Thyborøn på førstedagen kl. 18, derefter indkvartering og aftensmad på fiskeriskolen.
Aftenen byder desuden på rundvisning på skolen samt foredrag om fiskeriets betydning for lokalområdet. Aftenen slutter med informationer om fiskeriets uddannelser.
Næste morgen er der udpurring allerede kl. 6, idet kursisterne efter morgenmaden skal opleve en internet-fiskeriauktion, et helt nyt koncept, hvor man for den sags skyld kan sidde hjemme i sin stue og bestille fisk, blot man forstår systemet.
Derefter er der indlæg om fiskearter og fangstmetoder samt en tur med øvelseskutter på havet ud for Thyborøn, hvor der bl.a. bliver demonstration af fiskeri, ekkolod, radar, navigation og søsikkerhed.
Efter frokost er der besøg på et moderne fiskefartøj og evt. en fiskemelsfabrik. Kurset slutter med kaffe i ”De Røde Barakker”. Efter kurset er det muligt er bese kystcentret, og der uddeles fribilletter til Jyllandsakvariet.
Alle udgifter på kursusstedet afholdes af arrangørerne.
Kurserne udbydes i disse perioder: 6.-7. maj, 27.-28. maj, 10.-11. juni, 1.-2. juli, 12.-13. august 2008.
Vi håber, denne lille appetitvækker kan skærpe folks interesse omkring fiskeriet og dens muligheder for unge i deres søgen efter en relevant uddannelse.