Det danske Fiskeridirektorat meddeler, at danske fartøjer, der fisker tobis i norsk zone skal særlig være opmærksomme på at det kun er tilladt at fiske tobis i Norges økonomiske zone til og med den 23. juni 2008 (forudsat at den danske kvote på 19.000 tons i norsk zone ikke er udnyttet forinden), samt koordinaterne for 3 lukkede områder (a, b og c), hvor det er forbudt at fiske tobis i Norges økonomiske zone. Begge disse bestemmelser vil også være gældende for udenlandske, herunder danske, fartøjer.
Fiskeridirektoratet har ladet udarbejde nedenstående kort, der indikerer, hvor de lukkede områder er beliggende. Bemærk, at kun udstrækningen af område a) er identisk med det tilsvarende lukkede område i 2007, mens der er foretaget mindre ændringer af udstrækningen af område b) og c) sammenlignet med 2007. Endelig bemærkes, at lukningen af de 3 skraverede områder kun gælder den del af dem, der er beliggende i norsk økonomisk zone. For så vidt angår de præcise koordinater for de lukkede områder henvises til § 9 i den norske forskrift.