Hermed følger 5. nyhedsbrev om tobisfiskeriet i 2009. Dette nyhedsbrev indeholder oplysninger om følgende punkter:
1. TAC og kvoter for tobis for 2009.
2. Dansk tobisfiskeri i 2009.
3. Nyt om andre landes tobiskvoter og -fiskeri.
1. TAC og kvoter for tobis for 2009.
EU-kommissionen har ved fax af 20. maj 2009 orienteret de relevante medlemsstater (Danmark, Storbritannien, Sverige og Tyskland) om de forventede fiskerimuligheder for tobis i 2009, herunder størrelsen af EF-TAC’en for 2009 og fordelingen af denne på medlemslande og tredjelande.
Det fremgår heraf, at Kommissionen vil fastsætte samlede fiskerimuligheder for Fællesskabet i Nordsøen på 360.000 tons, svarende til en Fællesskabsandel på 90 % af en global TAC på 400.000 tons. Af disse 360.000 tons er 27.500 tons tildelt Norge i bytte for andre fiskerimuligheder, og 2.500 tons er tildelt Færøerne, hvilket indebærer, at der er 330.000 tons i Nordsøen til fordeling blandt medlemslandene. Kommissionen foreslår samtidig, at der afsættes en supplerende mængde tobis på 16.920 tons, der udelukkende kan fiskes i EF-farvande i Skagerrak og Kattegat.
Dette vil give Danmark en samlet initialkvote på 327.249 tons, fordelt med 311.289 tons i Nordsøen (EF-delen af ICES-område IV og II a) og 15.960 tons i Skagerrak/Kattegat (ICES-område III a).
Fordelingen af de danske rådighedsmængder for tobis i 2009 til henholdsvis rationsfiskeri, IOK og andre formål, samt på farvande, og eventuelle særlige vilkår for fiskeriet, vil først blive udmeldt efter mødet i Erhvervsfiskeriudvalget torsdag den 28. maj 2009.
2. Dansk tobisfiskeri i 2009.
Der er den 26. maj 2009 registreret danske landinger af tobis på i alt 129.487 tons. Tallet er ikke helt opdateret på grund af Kr. Himmelfartsferien. Langt hovedparten af denne mængde (godt 98 %) er landet af fartøjer, der fisker tobis på IOK vilkår.
Der er i perioden fra 1.april-26. maj 2009 forudanmeldt i alt ca. 545 danske tobislandinger med en samlet mængde på ca. 165.000 tons tobis, heraf ca. 2.000 tons fra Skagerrak/Kattegat.
Alene i de 3 første dage af indeværende uge (25-27. maj), er der forudanmeldt danske tobislandinger på ca. 22.000 tons.
Det er for Nordsøens vedkommende flere landinger og større mængder end på samme tidspunkt i 2008, mens såvel antallet af landinger og mængden fra Skagerrak/Kattegat ligger betydeligt under 2008-nivauet.
Den samlede danske fiskeriindsats var ved udgangen af uge 20 (senest fuldt optalte uge) på knap 2.000.000 kW-dage, hvilket er lidt mindre end på samme tidspunkt i 2007 og noget mere end i 2008.
Der er den 26. maj 2009 i alt ca. 70 danske fartøjer, der har foretaget mindst en tobislanding i 2009.
Aktuel dansk aktivitet.
Tobisfiskeriet foregår aktuelt i den britiske og danske del af Nordsøen. I den britiske del er aktuelt ca. 10 større danske fartøjer aktive. I den danske del af Nordsøen er 15-20 (heraf flere mindre) danske fartøjer aktive. Det kystnære tobisfiskeri i Skagerrak og Kattegat er for tiden meget begrænset.
Der er en del større fartøjer, der er inde og lande i disse dage. Blandt dem er fartøjet L 349 ”Gitte Henning”, der mandag den 25. maj anløb Haugesund i Norge for at lande ca. 2.500 tons tobis, hvilket er ny dansk (og muligvis verdens) rekord for en tobislanding. Fangstrejsen blev påbegyndt i Norge den 16. maj og selve fiskeriet strakte sig over 7 dage, hvor der blev fisket på flere forskellige tobisbanker i den britiske del af Nordsøen.
3. Nyt om andre landes tobiskvoter og -fiskeri.
Norge fik den 20. maj, i forbindelse med beslutningen om fastsættelse af en EF-TAC på 360.000 tons og som led i en bytteaftale med EU, forhøjet den norske tobis kvote i EF-delen af Nordsøen med 7.500 tons, så den nu er på 27.500 tons. Fiskeriet på denne kvote er åbent for norske fartøjer, der har Nordsø-trawltilladelse (8 stk.) og fartøjer der har tilladelse til at fiske med pelagisk trawl (35 stk.). Der er den 26. maj registeret samlede landinger af tobis fra norske fartøjer på ca. 22.000 tons. De norske fartøjer har fisket hovedparten af tobisen i den britiske del af Nordsøen, men fiskeriet er den seneste uge foregået i den danske del af Nordsøen. Norske fartøjer har udelukkende landet tobis i Norge.
De norske myndigheder har fulgt en anbefaling fra det norske Havforskningsinstitut og besluttet, at der ikke vil blive åbnet for tobisfiskeri i norske farvande i 2009.
Færøerne er i henhold til fiskeriaftalen mellem EU og Færøerne tildelt en kvote på 2.500 tons tobis, der kan fiskes af 2 fartøjer i EU-zonen i Nordsøen. Der er endnu ikke registeret færøske tobislandinger i Danmark, men der har været mindst en færøsk tobislanding i Norge.
Sverige er tildelt en endelig kvote på 12.017 tons, heraf 11.431 tons i EF-farvande i Nordsøen og 586 tons i EF-farvande i Skagerrak/Kattegat. Der er den 26. maj 2009 registreret 13 svenske tobislandinger i Danmark (alle i Skagen) på tilsammen ca. 5.400 tons.
Tyskland er tildelt en meget beskeden tobiskvote på 501 tons, heraf 476 tons i EF-farvande i Nordsøen og 25 tons i EF-farvande i Skagerrak/Kattegat. Tyskland har dog ved kvotebytter med Danmark byttet sig til en betydelig større kvote. Der er den 26. maj 2009 registreret 12 tyske landinger eller forudanmeldelser af tobis i Danmark på i alt ca. 5.000 tons.
Storbritannien er tildelt en foreløbig tobiskvote for 2009 på 7.153, heraf 6.804 tons i EF-farvande i Nordsøen og 349 tons i EF-farvande i Skagerrak/Kattegat. Fiskeridirektoratet har kendskab til 2 britiske tobislandinger i Danmark på i alt godt 1.700 tons.
Litauen har gennem et kvotebytte med Danmark fået adgang til at fiske i alt 3.000 tons tobis, og der er registreret 3 litauiske tobislanding i Danmark på i alt ca. 1.000 tons.
Nederlandene har fået overført 1.800 tons tobis fra Danmark i forbindelse med et projekt kaldet ”Industri til konsum”, hvor det skal undersøges om der er markedsmæssigt grundlag for at afsætte tobis, der indfryses på søen til menneskelig konsum. Fiskeriet på denne kvote er påbegyndt.