Der er kommet fisk i den økologiske bølge, der skyller over Danmark, skriver FoodCulture
Det er i første omgang Coop, der lægger køledisk til en ny serie af røgede økologiske ørredfileter fra fiskeproducenten Danforel.
Hos dambrugernes brancheforening, Dansk Akvakultur, tror man kun, det er begyndelsen.
– Efterspørgslen på sunde og økologiske kvalitetsprodukter fortsætter med at stige, og vi er utroligt glade for, at de økologiske ørreder nu bliver lettere tilgængelige – og endda i form af flere forskellige produkter. Som branche har vi ambitiøse mål på området, og økologi vil om otte til ti år udgøre ti procent af produktionen, siger Dansk Akvakulturs formand, Jacob Bregnballe til FoodCulture.
De første danske dambrug begyndte at lægge om til økologisk produktion i 2001. Et af dem var Åbro og Vesterkrog Dambrug, der nu leverer øko-ørred til Danforel.– Som dambruger er det fantastisk at være med til at bidrage med nye økologiske produkter.
Det er en spændende udvikling, og selv om der er mange krav at leve op til, er vi glade for at kunne give forbrugerne produkter, der er helt i top, når det gælder dyresundhed- og velfærd, kvalitet og fødevaresikkerhed, siger ejer af Åbro og Vesterkrog Dambrug, Christian Jørgensen.
De danske regler for økologisk fiske-produktion er på en række områder strengere end andre lande Det gælder både med hensyn til fiskepleje, fiskesundhed og kvaliteten af det vand, som fisken lever i, ligesom det økologfiske fiskefoder skal være GMO frit (uden genmanipulation) og uden farvestof.
Dertil kommer store begrænsninger i brug af medicin og kemikalier til behandling af fisken i tilfælde af sygdom f.eks. må en økologisk fisk kun medicineres én gang i sit liv og skal tilbageholdes i dobbelt så lang tid som ikke økologiske fisk.
– Det er sværere at være økologisk dambruger i Danmark end i andre lande, siger Christian Jørgensen, fra Åbro Dambrug, som er en af de tre første økologiske dambrugere i Danmark. – Til gengæld kan vi tilbyde forbrugerne stor sikkerhed både med hensyn til fiskens velfærd og til kontrollen i den økologiske produktion. Kravene til dokumentation er meget store, men det hører med til at være økologisk dambruger for at bevare troværdigheden over for forbrugerne, siger
Christian Jørgensen.
Flere økologiske dambrug
Den økologiske fiskeproduktion i Danmark blev igangsat på fire pioner-dambrug, hvor reglerne for økologisk produktion kunne afprøves. De tre dambrug, som ind til nu er blevet godkendt til økologisk produktion er alle beliggende i Jylland. Det er Åbro Dambrug ved Skarild, Skravad Mølle Dambrug mellem Randers og Viborg og Ingstrup Mølle Dambrug ved Tjele. Udviklingsarbejdet blev påbegyndt i 2001 i samarbejde med Danmarks Fiskeriundersøgelser og med støtte fra Fødevareministeriet.
– Det var et nyt for vor branche at tænke i økologi, men når der fandtes økologisk produktion af opdræts fisk i andre lande måtte vi også se at komme på banen, siger projektleder Villy J. Larsen, Dansk Akvakultur. – Nu oplever vi en helt anden interesse for projektet og vi har allerede de første henvendelser fra andre dambrugere, som ønsker at omlægge til økologisk produktion. Vort mål er at blive så store på det økologiske område, at vi både kan imødekomme efterspørgslen på eksportmarkederne og på hjemmemarkedet, siger Villy J. Larsen, Dansk Akvakultur.
Højere pris
En række økologiske fødevarer er omkring 30% dyrere end ikke økologiske produkter. Det forventes også at komme til at gælde for den økologiske ørred i detailhandelen. I første omgang vil de økologiske fisk kunne købes direkte på dambrugene og i økologiske specialbutikker, samt som emballeret fisk med rødt Ø-mærke i detailhandelen. Handelen med fersk uemballeret økologisk fisk kræver godkendelse af myndighederne.
FiskerForum – 5. november 2007