I Januar 2010 åbnede Lars Hejlesen ”Hirtshals NY Indkøb” i den gamle indkøbsforenings lokaler.
Da den gamle indkøbsforening lukkede i sommers, fik Lars Hejlesen en idé om at kombinere indkøbsforening og lystfisker-forretning. Og i december måned blev ideen en realitet, da Lars overtog forretningen, og gik i gang med at udvide sortimentet.
Lars Hejlesen er 42 år, og har brugt de fleste år på havet, da han begyndte at fiske som 16 årig, og først gik i land for to år siden. ”Som forhenværende fisker kender jeg behovet for en indkøbs-forening, men ved også, at jeg ikke kan leve af efterspørgselen i erhvervsfiskeriet” siger Lars Hejlesen.
Derfor har han udvidet sortimentet til også at føre lystfiskergrej over disken, da han også vælger at satse på turismen. ”dermed bliver målgruppen bredere, og derfor kan erhvervsfiskeren stadig få sit gummitøj, kedeldragter og andre fornødne varer i min butik,” siger en optimistisk butiksejer, som glæder sig til påsken, hvor turistsæsonen rigtig kickstarter.
”Fillet and release”
Særligt indenfor lystfiskeriet tænker Lars nye tanker, og fortæller bl.a. om et tiltag, hvor han håber på at kunne tilbyde at filletere lystfiskerens fangst under sloganet ”Fillet & release” i samråd med fødevareregionen. ”Og vi skal indvie et nyt slæbested for småbåde, hvor lystfiskeren kan sænke sin båd i vandet i Hirtshals frem for at skulle køre helt til Hanstholm eller om på Østkysten. Bomkortet til slæbestedet kan købes i Hirtshals NY Indkøb,” siger en veltilfreds Lars Hejlesen.