I Juni 2013 blev der indgået kontrakt mellem rederiet Haugagut AS og Karstensens Skibsværft A/S om bygning af en ny 69,95 m Snurper/Trawler. Skroget ankom til Skagen, i August 2014, og skibet overleveres til rederiet 12 Maj 2015. Skibet skal døbes i hjemhavnen Torangsvåg i Austevoll, Norge 23 Maj 2015.
Rederiet Haugagut AS er et datterselskab til Drønen Havfiske AS, som ejer og driver de 2 kombinerede snurper/trawlere ”Haugagut” og” Storeknut”. Gamle ”Haugagut”, blev solgt for knap 2 år siden, og dette fartøjs kvoter er siden blevet fisket af ”Storeknut” under den norske nybygningsordning.
For Drønen Havfiske AS vil der være tale om den første nybygning i rederiets 50-årige historie. Rederiet drives aktivt af familierne Drønen og Østervold.
Rederiet begrundede sit valg af byggeværft med, at Karstensens Skibsværft tilbyder en samlet pakke som er både økonomisk og ikke mindst teknisk særdeles attraktiv. Ligeledes har det været magtpåliggende at have fuld indflydelse i hele designfasen, således projektet vil blive skræddersyet nøjagtig til de ønsker og krav, som rederiet har.
Karstensens Skibsværft glæder sig over den tillid Haugagut AS har udvist. I lighed med de øvrige pelagiske fartøjer som værftet har under bygning til redere i Norge og Danmark, er også nye ”Haugagut” af eget design. Dette sikrer en økonomisk optimering, kort beslutningsproces og klare afgrænsninger af ansvarsområder. Fordele som også andre redere har fået øje på, og værftet forhandler således om lignende designs til potentielle norske kunder. Værftets kvalitet og omhu for detaljer begynder efterhånden at blive målestokken for denne skibstype.
Karstensens Skibsværft har gennem de seneste 2 år leveret 6 pelagiske fiskerfartøjer, og må derfor betegnes som førende på dette område. Herudover er der yderligere 7 pelagiske fartøjer i ordrebogen for levering
Det nye fartøj er særdeles veludrustet med kraftige wincher, kraner etc. Fremdrivningsanlægget er baseret på en økonomisk hovedmotor på 3600 kW, hvortil der kan boostes med yderligere 1500 kW. Endvidere kan fartøjet drives som rent diesel-elektrisk. Fartøjet er fuldt udrustet med separate snurpe- og trawl wincher, og vil have pumpning fra hækken (trawl). Pumpning fra snurpenot på styrbord side, vil foregå 1 dæk højere end normalt, og besætningen vil dermed få et mere sikkert og enkelt arbejdsmiljø.
MAN hovedmotoren er på 3600 kW, og er den nye common-rail type, for optimeret lastkontrol. Propelleren på 4200 mm kører med blot 115 rpm ved fuld effekt / 60 Hz på akselgeneratoren.