Selvom efternavnet de Boer lyder bekendt for danske fiskere, er det fiskerne Rense og Johannes de Boer fra Urk, der har bestilt denne futurisk udseende og topmoderne flyshooter. Ordren er gået til værftet Maaskant Shipyard i Stellendam i den sydvestlige del af Holland.
Den hollandske flyshooter forventes leveret til rederiet til marts 2019. Det er Værftets anden ordre på denne type flyshooter. Allerede i november måned sidste år, blev der indgået en kontrakt med et andet rederi fra Urk, på et fartøj en anelse længere, nemlig den 32 meter lange UK 205 »Spes Nova«.
Kontrakten på de boer´s flyshooter, »Meindert Senior«, omhandler et fartøj tegnet af samme firma Vripack, men som med en længde på 31 meter og en bredde på 9,40 meter, vil være en smule mindre og derfor kunne holde BT på under 400 tons. Udover dette vil fartøjet have et konventionelt diesel-frem-drivningssystem istedet.
Skroget til denne nybygning bliver bygget i Polen og siden slæbt til værftet i Stellendam, hvor der venter det endelige arbejde med aptering og udstyr samt udrustning. Fartøjet vil efterfølgende sejle under britisk flag.
På udstyrssiden vil det nye fartøj have en ABC hovedmotor, samt en Reintjes gearkasse og en 3400 mm fast propel samt Caterpillar C18 hjælpemotorer. Fartøjet vil have vinsher til flyshooting samt twin-rig trawl, der leveres af VCU, hvorfra Rense og Johannes de Boer har valgt en elektrisk dækudstyrsløsning.
Nybygningen erstatter rederiets gamle trawlere.