Fødevareministeriet sætter nu fokus på lokal udvikling i fiskeriområderne, miljøvenlig fiskeopdræt og understøttelse af fiskeri- og akvakulturerhvervets egne udviklingsinitiativer.
Med fem nye initiativer får fiskerne nu mulighed for at søge støtte til omlægning til økologisk akvakultur, få hjælp til at udrydde sygdomme i akvakultur og endelig til at styrke en langsigtet udvikling af fiskeri- og akvakulturerhvervet.
Fødevareminister Eva Kjer Hansen ser, at fiskeriet her har en god mulighed for en mere bæredygtig udvikling.
– Ordningerne er enten helt nye eller nyorienterede i forhold til tidligere, derfor bliver det spændende at se de mange nye støttemuligheder omsat til projekter om alt lige fra økologisk fiskeopdræt, sporbarhed og kvalitet til små lokale initiativer i fiskeriområderne, siger Eva Kjer.
Midlerne til ordningerne kommer fra det danske fiskeriudviklingsprogram, som medfinansieres af den Europæiske Fiskerifond. Det overordnende mål for EFF-programmet er at skabe rammerne for det størst mulige vedvarende udbytte af den danske fiskeri- og akvakultursektor, hvor ressourcerne udnyttes under hensynstagen til bæredygtighed og regional udvikling. Der er i alt afsat 240 millioner kroner til ordningerne.
Fælles for de nye ordninger er nøgleordene bæredygtighed, kvalitet og værditilvækst.