Europa-Kommissionen har i dag vedtaget en langsigtet plan for forbedring af bestanden af nordlig kulmule i EU-farvande. Den erstatter genopretningsplanen fra 2004, takket være hvilken det er lykkedes at genoprette bestanden for nordlig kulmule fra noget nær sammenbrud til det niveau, der anbefales af videnskabsmænd. Den nye plan skal sætte skub i denne positive udvikling via en politik, der kan sikre, at bestanden af nordlig kulmule forbliver bæredygtig på lang sigt. Planens konkrete fordele vil være større fangstmængder, lavere omkostninger, bedre beskyttelse af havmiljøet og mindre udsmid af ungkulmule. Den vil navnlig være til gavn for den langsigtede rentabilitet for den del af fiskerisektoren, der satser på denne bestand.
Joe Borg, der er EU-kommissær med ansvar for fiskeri og maritime anliggender, udtalte følgende efter vedtagelsen af planen: “Der er enighed om, at der er behov for en ny genopretningsplan for denne bestand, så vi kan forbedre situationen yderligere. Kommissionen har været yderst lydhør over for alle involverede parter. Den nye plan er led i Kommissionens tilsagn om at sikre en bæredygtig og rentabel udvikling inden for fiskerisektoren, der forsyner Europas borgere med en nærende del af deres kost.”
Det næste skridt som led i denne plan består i at forøge bestanden til dens maksimale bæredygtige udbytte, dvs. til det niveau, hvor det til stadighed er muligt at hente den størst mulige fangstmængde fra bestanden uden at mindske dens størrelse. Derved vil man på lang sigt kunne forøge antallet af fisk i havene, forøge fiskernes fangstmængder og indføre stabile fangstbegrænsninger.
Med den nye plan vil man forsøge at nå dette mål ad forskellige veje. Eksempelvis vil der blive sat nye mål for at opnå de størst mulige fangstmængder på lang sigt. Med en fleksibel tilgang bliver det også muligt at finjustere fangstbegrænsningerne i overensstemmelse med de biologiske vilkår for den pågældende kulmulebestand. Fiskeridødeligheden, dvs. den mængde kulmule, der forsvinder fra bestanden som følge af fiskeri, vil blive reduceret fra år til år, indtil målniveauet er nået. Variationer i de samlede tilladte fangstmængder vil imidlertid blive begrænset af hensyn til kontinuiteten inden for fiskerierhvervet.
Når videnskabsmænd ikke er i stand til at forsyne Kommissionen med de fornødne data og den fornødne rådgivning, indeholder planen nu klare regler for fiskeridødeligheden i stedet for de hidtidige ad hoc-løsninger. Dette vil forbedre beslutningsgrundlaget.
Det nye forslag vil også medføre skærpede overvågnings-, inspektions- og kontrolregler for fiskerfartøjer i overensstemmelse med den foreslåede nye kontrolforordning.
Den europæiske kulmule har op igennem tiderne været en vigtig næringskilde. Kulmule er et dybhavsmedlem af torskefamilien og fanges først og fremmest med bund- og flydetrawl. Man finder den nordlige kulmule i Kattegat og Skagerrak, i Nordsøen, i Den Engelske Kanal, i farvandene vest for Skotland, i farvandene omkring Irland og i Biscayabugten. Den oprindelige genopretningsplan blev udarbejdet, fordi bestanden af voksen kulmule var på kanten af sammenbrud.
Kommissionens nye plan bygger på input fra forskellige berørte parter og på videnskabelig rådgivning fra både ICES og Kommissionens egen Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF).