Kommissionen holdt i går et møde med europæiske fiskenetsproducenter for at drøfte de problemer, de støder på i den praktiske anvendelse af visse tekniske foranstaltninger under den fælles fiskeripolitik. De tekniske bestemmelser spiller en vigtig rolle i bestræbelserne for at forbedre fiskeredskabers selektivitet og derved reducere udsmid (overbordkastning af uønskede arter). Som annonceret for nylig ønsker Kommissionen med tiden at få indført forbud mod udsmid i EU-fiskeriet. Dette møde skal hjælpe Kommissionen til at forbedre såvel formuleringen som indholdet af forordningen om tekniske foranstaltninger i Nordøstatlanten, som den er ved at revidere på for øjeblikket. Mødet er også tænkt som et bidrag til debatten mellem Kommissionen og de relevante fiskerflåder. Kommissionen er derfor meget taknemmelig for deltagernes bidrag, som er med til at sikre bedre og enklere bestemmelser fremover.
I det daglange møde deltog netproducenter fra otte EU-medlemsstater og én norsk netproducent samt en videnskabelig repræsentant for arbejdsgruppen vedrørende fiskeriteknologi under Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES). Debatten koncentrerede sig om de problemer, som netproducenter støder på på grund af EU-bestemmelserne, når de fremstiller trukne redskaber, især fangstposer (den del af trawlet, hvor fangsten ender).
Blandt de drøftede spørgsmål kan nævnes definition af fangstpose, fangstposens omkreds, acceptable kriterier for trådtykkelse og anvendelse af forstærkningsposer (cylindriske netstykker, som anbringes rundt om fangstposen for at forstærke den). Deltagerne udvekslede også synspunkter om de problemer, de havde med at overholde de tekniske foranstaltninger, når de udvikler anordninger såsom kvadratmaskede vinduer eller riste, som skal forbedre selektiviteten og reducere udsmid.
Selektivitet er et vigtigt emne i europæisk fiskeri, især i det hovedsageligt blandede fiskeri efter demersale arter (arter, der lever tæt på havbunden) i Nordsøen og Nordøstatlanten. Dette emnes vigtighed blev yderligere understreget af, at Kommissionen i marts vedtog en meddelelse om at reducere uønskede bifangster og eliminere udsmid i europæisk fiskeri (IP/07/429). Forordningen om tekniske foranstaltninger på disse områder er fra 1998, og den er for øjeblikket ved at blive revideret af Kommissionen[1]. Kommissionens hensigt er at forenkle reglerne og gøre dem tydeligere, samtidig med at den fokuserer på de væsentligste faktorer, som påvirker selektiviteten. Kommissionen er velvidende om, at visse bestemmelser undertiden kan give fiskere og netproducenter praktiske problemer.
Et af formålene med dette møde var at søge at løse sådanne problemer, inden der lægges sidste hånd på lovgivningsforslaget, hvori der skal tages hensyn til nuværende fiskeripraksis.
FiskerForum – 4. juli 2007