Kommissionen forelagde i dag en strategi for beskyttelse af sårbare dybhavsøkosystemer mod ødelæggende fiskerimetoder. Den vedtog også et forslag om forbud mod at anvende skadelige bundredskaber i de pågældende områder på det åbne hav. Initiativet er helt og fuldt i tråd med de anbefalinger, som FN’s Generalforsamling (UNGA) fremsatte i december). I dagens meddelelse skitserer Kommissionen, hvilke initiativer EU vil tage for at støtte de internationale tiltag i FN og regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO’er) og inden for rammerne af relevante internationale konventioner for at beskytte sårbare marine habitater. For de områder på det åbne hav, for hvilke der endnu ikke er oprettet RFFO’er, foreslår Kommissionen en ny ordning, som kræver, at fiskerne skal have tilladelse til at fiske i et bestemt område, før de påbegynder fiskeriet. Disse fiskeritilladelser må kun udstedes af medlemsstaterne, hvis det er blevet fastslået, at det planlagte fiskeri ikke vil have betydelige skadelige virkninger for sårbare habitater. Desuden får EU-fartøjer også forbud mod at fiske på over 1000 meters dybde. Disse initiativer til at beskytte sårbare økosystemer i det åbne hav indgår i den foreslåede integrerede EU-havpolitik, som skal sikre bæredygtig udnyttelse af havene.
Joe Borg, kommissær med ansvar for fiskeri og maritime anliggender, udtalte følgende: “Vi tager forsigtighedsprincippet alvorligt. FN-resolutionen er en reel kursændring, som EU bakker op om. I dag foreslår Kommissionen foranstaltninger, som vil sætte EU i stand til at værne dybhavshabitater i det åbne hav mod ødelæggende bundfiskeredskaber. EU vil fortsætte sit samarbejde med alle relevante organer for at uddybe og udvide kendskabet til disse habitater, oprette RFFO’er dér, hvor de endnu ikke findes, og give eksisterende RFFO’er mere pondus til at gennemføre effektive beskyttelsesforanstaltninger.”
Den nye meddelelse indeholder en tilbundsgående analyse af de principper, der ligger til grund for UNGA-anbefalingen og en oversigt over de foranstaltninger, EU har planlagt for at gennemføre den, både for sine egne fartøjer og inden for rammerne af RFFO’erne, og arbejdet på at oprette RFFO’er, som EU skal være med i.
De fleste EU-fartøjer, der fisker på det åbne hav, fisker i områder, for hvilke der allerede er oprettet RFFO’er, eller hvor arbejdet på at oprette en RFFO er godt i gang. I de områder vil Kommissionen arbejde på, at der iværksættes tilsvarende foranstaltninger for at beskytte sårbare dybhavsøkosystemer på grundlag af sikkerhedsprincippet og forudgående konsekvensanalyser. Disse foranstaltninger kan have form af regler, som vedtages af RFFO’er eller foreløbige aftaler mellem parterne i kommende RFFO’er.
Forskellige områder af verdens have er dog endnu ikke omfattet af en fiskeriforvaltningsordning. Dette gælder fx det centrale og sydvestlige Atlanterhav. For at fiske i disse farvande skal EU-fartøjer, der fisker med bundredskaber, ifølge Kommissionens forslag ansøge om en særlig fiskeritilladelse fra deres medlemsstat. Medlemsstaten udsteder først en særlig fiskeritilladelse, når den har foretaget en forhåndsvurdering af de potentielle virkninger af fartøjets planlagte fiskeri og konkluderet, at fiskeriet sandsynligvis ikke vil få betydelige skadelige virkninger for sårbare marine økosystemer. Disse vurderinger skal baseres på de bedste foreliggende videnskabelige oplysninger og på forsigtighedsprincippet. Hvis et fartøj ikke overholder den aftalte fiskeriplan, bliver der iværksat sanktioner over for det.
Som en tillægsforanstaltning foreslår Kommissionen et totalforbud mod at anvende bundredskaber på over 1000 meters dybde i alle områder, som den nye forordning gælder for.
Ifølge forslaget skal fartøjer med tilladelse til at fiske, hvis de støder på sårbare økosystemer under deres fiskeri, straks ophøre med at fiske og forlade stedet. De skal også indberette, hvilket økosystem det drejer sig om, og hvor det præcist ligger, til myndighederne. Desuden skal medlemsstaterne, når der foreligger pålidelige videnskabelige data om forekomst af sårbare marine habitater, lukke disse områder for alle deres fartøjer og videregive oplysningerne til Kommissionen, som så vil tage skridt til at iværksætte en områdelukning for alle EU-fartøjer. Fartøjerne har pligt til at have videnskabelige observatører om bord, og medlemsstaterne skal hvert halve år give Kommissionen meddelelse om fartøjernes fangster, og i hvilket omfang de har overholdt forordningens bestemmelser.
FiskerForum – 17. oktober 2007