FødevareErhverv har foretaget nogle mindre justeringer af tilskudsordningen til modernisering af fiskerfartøjer og selektivitet.
Justeringerne er en konsekvens af iværksættelsen af de to nye tilskudsordninger inden for brændstofpakken: Tilskud til energieffektivisering og tilskud til omstrukturering af erhvervsfiskeriet.
De tilskudsmuligheder, der nu er omfattet af de nye ordninger, er ikke længere omfattet af den nye moderniseringsordning. Tilskud til udskiftning af hovedmotor bevares dog i den almindelige moderniseringsordning.
Endvidere foretages der en ændring af grænsen for de tilskudsberettigede investeringer i perio-den 2007-2013, så beløbet baseres på fartøjets forsikringssum i ansøgningsåret. Samtidig hæves loftet for tilskudsberettigede investeringer til 80 % af forsikringssummen. Loftet var tidligere 50 %.
Endelig skal det fremhæves, at der sker den ændring i ordningen, at ansøgninger, der ikke imødekommes som følge af, at den afsatte tilskudsramme er opbrugt, ikke længere kan overføres til den næstfølgende ansøgningsperiode.
Den nye bekendtgørelse om tilskud til modernisering trådte i kraft 7. juni 2009.
Det reviderede ansøgningsmateriale kan findes på FødevareErhvervs hjemmeside www.fiskeriudvikling.dk
Fakta om tilskudsordningen
Tilskudsordningen til modernisering af fiskerfartøjer indgår i det danske fiskeriudviklingsprogram 2007-13. Programmet medfinansieres af EU’s Fiskerifond (EFF)
FiskerForum – 13. juni 2009