Det kystnære tobisfiskeri går stadig godt. Samtidig er flere større både skiftet til fiskeri efter sperling.
Op til 18 mindre fartøjer fisker her i begyndelsen af juli måned tobis i et område syd for Hvide Sande, og fra havnen meldes om daglige landinger på 4-600 tons.
Kutterne har opfisket egne kvoteandele, men fartøjs ejerne udnytter muligheden for at leje uopfiskede restkvoter fra andre, typisk større, fartøjer.
”Vi glæder os over det så længe det holder…” lyder meldingen fra skipper Holger Lodberg, der deltager i fiskeriet fra sit fartøj RI 457 ”Kirsten Fjord”. H. Lodberg fortæller, at han over 2 omgange har lejet ekstra kvote. Netop nu fisker skibet i et område ved Horns Rev ”I dette område kommer tobisen typisk sent på sæsonen – i tidligere år er her endda nogen gange fisket i august måned, men vi skal jo stoppe senest med udgangen af juli”.
Fiskemels- og oliepriserne meldes fortsat høje. Direktør Chr. Bisgård fra TripleNine Amba; ”Jeg fornemmer ikke aftagenhed i markedet, og forventer fortsat pris stabilitet gennem 3.kvartal og så må vi se, hvad der sker hen over 4. kvartal”.
De gode afregningspriser har også lokket de første fartøjer på sperling fiskeri. I Thyborøn har R 500 landet en last og flere andre fartøjer er fremme på felterne.