Formalia er nu på plads, så danske fiskere i 2010 må overføre uopfiskede makrelkvoter fra 2009.
Danske fiskere får i 2010 ekstraordinært lov til at fiske i alt 7.234 tons makrel, som de ikke nåede at fange i 2009.
Makrel trak i 2009 uventet hurtigt ud af norsk zone, og derved nåede de danske fiskere ikke at fange de tildelte kvoter fra dette farvandsområde.
På samme måde – men med omvendt fortegn – kom norske kolleger også i problemer, idet de ligeledes ikke nåede at fange en tilstrækkelig andel af årets kvote i deres eget farvand. Den 2. oktober forbød EU norske fartøjer fortsat fiskeri i EU zonen. Nordmændene var dog ikke enige i EU’s opfattelse af, at kvoten var opfisket i dette område.
Det udløste en mindre ”krise” EU/Norge imellem. Den norske regering meldte, senere på efteråret ud, at grundet den særlige situation, ville norske fiskere få lov at fange de uopfiskede mængder i 2010. Den melding fulgte EU op på ved Råds Forsamlingen d. 14.-15. dec. 2009 og lovede de danske fiskere en tilsvarende mulighed.
Den 19.marts er nedennævnte indrykket i EU tidende:
Ifølge Rådets og Kommissionens erklæring på Rådets samling (fiskeri) den 14. og 15. december 2009 om fiskeri i norske farvande kan der fiskes 7 234 tons, svarende til den uudnyttede kvote for denne art for 2009 i norske farvande i IV, ud over denne kvote i EU-farvande i dette TAC-område.