Formanden var kritisk i forhold til Fødevareministeren, der i to tilfælde offentligt har udtalt sin støtte til fiskeri begrænsninger – vel og mærke inden de internationale forhandlinger har været afsluttet.
Lørdag d. 1. december 2007 afholdte Hvide Sande Fiskeriforening sin ordinære generalforsamling. Det skete ved et velbesøgt møde på byens Sømandshjem. Formanden for Danmarks Fiskeriforening, Flemming Kristensen, deltog som indbudt gæst.
Formanden, Iver Enevoldsen aflagde beretning om årets aktiviteter, og helt naturligt kom han straks ind på den nye regulering med FKA’er, som mange på forhånd havde en naturlig skepsis overfor:
”Efterfølgende må vi vel sige, at det nye reguleringssystem har fungeret rimeligt tilfredsstillende. Det har givet en større fleksibilitet m.h.t. planlægning af fiskeri, og det er også mit indtryk at puljerne fungerer tilfredsstillende, med leje af fisk m.v.”
I forhold til industrifiskeriet beklagede Iver Enevoldsen den fejlslagne tobissæson ”fiskeriet blev jo stoppet næsten inden vi nåede at komme i gang her i Hvide Sande, og det er naturligvis ikke tilfredsstillende, at de mængder der er afsat til tobisfiskeri i rationsfiskeriet er opfisket inden vi får muligheden for at komme i gang.”
Med hensyn til det kommende år, fandt formanden det utilfredsstillende, at reduktionen i Østersø torskekvoten for 2008 blev så stor, og han beklagede samtidigt, at Fødevareministeren så tidligt meldte ud, at Danmark var indstillet på at acceptere store reduktioner.
Ligeledes er det beklageligt, at Ministeren udtaler at fiskerne må forvente at EU beslutter at skære i antallet af havdage i Nordsø fiskeriet og øge de lukkede områder, allerede inden man er kommet i gang med rådsforhandlingerne i december.
Hvide Sande Fiskeriforening har i årets løb solgt aktierne i Hvide Sande Fiskeauktion til Michael Lodahl, som også ejer Thyborøn Fiskeauktion. ”Vi har lavet en fornuftig samarbejdsaftale, og som der stod anført i pressemeddelelsen er det ikke for at afvikle Hvide Sande Fiskeauktion, men for at udvikle. Der er stadig landings- og salgssted i Hvide Sande, og vi tror, at det på sigt vil betyde bedre priser for den fisk der sælges”.
Foreningen kunne i år fejre 75 års jubilæum, men må som overalt i landet konstatere vigende medlemstal. Der er nu 146 aktive medlemmer. Antallet af fartøjer er 137 mod 141 for et år siden.
Hvide Sande fiskernes omsætning har i årets første 10 måneder været faldende med 11% i forhold til samme periode 2006: 178,2 mio. kr. mod 199,5 mio.kr.
Mængdemæssigt er der fanget 7.362 tons konsumfisk mod ca. 9.000 tons sidste år. I Industrifiskeriet er tallene 17.600 tons mod 42.300 tons.
Til bestyrelsen var der nyvalg til Mogens Muff, der afløser Enevold Mose Sørensen, som ikke genopstillede.