En af Forsvarets helikoptere har for første gang hjulpet politiet med at dokumentere ulovligt fiskeri ved Rømø. Ti fiskere er gået i nettet.
Ti udenlandske kuttere blev onsdag og torsdag fotograferet ved Rømø, mens de var i færd med ulovligt rejefiskeri i dansk farvand. Rømø Politi og fiskerikontrollen har tidligere haft vanskeligt ved at dokumentere ulovligt fiskeri, da fiskerne kan se kontrolskibet på radaren og nå at forlade området inden skibet når frem.
GPS-systemet i kutterne kan afsløre, om de har været i dansk farvand. Det er dog ikke nok til at dokumentere, at der faktisk er blevet fisket i området. Men takket være fotos og video fra en af Forsvarets EH101-helikoptere kunne politiet og fiskerikontrollen tage to tyskregistrerede kuttere og otte hollandske kuttere på fersk gerning.
Det er første gang, at en af Forsvarets helikoptere bidrager til fiskeriinspektion, oplyser Flyvertaktisk Kommando.
De to tyske kuttere er danskejet og de blev indbragt til Esbjerg og afkrævet henholdsvis 58.000 og 185.000 kroner. Beløbene rummer bøde samt værdien af grej og fangst ombord.
De otte hollandske fiskere er sejlet til Tyskland, og dansk politi vil nu forsøge at få det tyske politi til at inddrive bøderne.