Begejstringen blandt Esbjerg fiskerne er mildest talt meget ringe. Forman-den omtaler reglerne som ”helt til grin”.
Formanden for Esbjerg Fiskeri Forening, Jesper Juul Larsen, er nu fremme med hård kritik mod et af Fiskeridirektoratet´s seneste regelsæt. Det drejer sig om den midlertidige ordning for tobisfiskeri, hvor der i perioden fra 1. april – 6. maj 2008, åbnes for forsøgsfiskeri i Kattegat, Skagerrak og Nordsøen.
Jesper Juul Larsen betegner reglerne som ”helt til grin”. Ifølge regelsættet har fiskerne i perioden lov til at fange en begrænset mængde tobis, nemlig op til 200.000 tons.
Til P4 Esbjerg siger Jesper Juul Larsen: Der er tale om at undersøge, hvor stor bestanden er og, hvis der ikke er ret mange fisk, når vi alligevel ikke kvoten.
Han mener, at man ligeså godt kunne tillade fiskeri efter 400.000 tons, som kvoten maksimalt kan komme op på. Som reglerne er nu, kan det betyde nogle fartøjer skal ligge stille i en periode. Og jo senere på sæsonen, jo færre fisk er der at fange.