Europeche går ind i sagen og frembringer ønsket for EU’s fiskerikommissær.
En ekstraordinær kold vinter med massive isdannelser har været en slem streg i regningen for mange ejere af mindre fartøjer. Især omkring Østersøen har fiskerne været hårdt ramt med mange liggedage i havn, og situationen tegner umiddelbar ikke til at bedres.
Uanset vejret hober regningerne sig op, og snart venter april med obligatorisk fiskestop i Østersøen. Men fra organisationsside forsøges nu med fælles indsats i forhold til at få EU til at lempe på fiskeforbuddet, således kutterne kan komme på havet og de tildelte kvoter fanges.
I slutningen af uge 8 har repræsentanter fra fiskeriforeningernes europæiske paraplyorganisation Europeche, møde med den nytiltrådte Kommissær for maritime anliggender og fiskeri, Maria Damanaki. På mødet er Østersøproblematikken et af de emner organisationen vil fremføre.
Baltic Fishermens Association har desuden for nylig skrevet til direktøren for EU Kommissionens generaldirektorat for fiskeri (DG Mare) med et ønske om, at der dispenseres fra det obligatoriske fiskeristop i april for områderne 22-24 i den vestlige del af Østersøen.
Kim Kær Hansen fra Klintholm Havn, er formand for Baltic Fishermens Association, og han siger om mulighederne for en lempelse; ” Vi håber de vil tage emnet op – vi gør hvad vi kan, og prøver at udnytte de muligheder vi har. Men det er ikke let, for det er en forordningstekst, der skal ændres”
Kim Kær Hansen har for nuværende ikke noget bud på, hvornår en afklaring kan ventes.