Det internationale Havundersøgelsesråd (ICES) har i dag offentliggjort en foreløbig tobisrådgivning, der giver grundlag for et fiskeri under et kvoteloft på 400.000 tons. Det betyder, at tobisfiskeriet kan fortsætte, indtil der kan fastsættes en endelig kvote for 2008. Situationen tegner dermed væsentligt bedre end i 2007, hvor kvoten blev fastsat til 170.000 tons.
Senest den 15. maj vil ICES give sin endelige rådgivning om tobisfiskeriet for 2008 på baggrund af resultaterne fra moniteringsfiskeriet, der har løbet fra 1. april til 6. maj. Herefter vil Kommissionen fastsætte den endelige tobiskvote for 2008.
Tobis udgør hjørnestenen i det danske industrifiskeri og hører blandt de arter, som har størst økonomisk betydning for dansk fiskeri. Tobis anvendes hovedsageligt til fiskemel og -olie.
Fødevareminister Eva Kjer Hansen er positiv ved udsigte til årets tobissæson. – Det er godt, at de biologiske signaler nu er så klare, at tobisfiskeriet kan fortsætte indtil den endelige kvote fastlægges senere på måneden. Det er helt afgørende, at vi undgår et stop for fiskeriet midt i højsæsonen, siger Eva Kjer. – Særligt i lyset af det meget problematiske forløb i 2007 er det meget opmuntrende, at alt nu peger i retning af en god tobissæson i 2008, slutter ministeren.
Alt tyder dermed på at sidste års problemer med en for lav tobiskvote på grund af uoverensstemmelser mellem beregningsmodellen og det faktiske fiskeri kan undgås i år.
Tobis er en kortlivet art, hvorfor størrelsen af bestanden kan svinge meget fra år til år. Den endelige kvote kan derfor først fastlægges et stykke tid inde i fangstsæsonen på baggrund af resultaterne fra et moniteringsfiskeri, der giver et billede af bestandens størrelse.