Efter de danske skibe siden sommerferien har landet massive mængder sild fra Nordsøen, er priserne faldet.
I starten af august betalte de danske filetfabrikker knap 3 kr. for et kilo fersk nordsøsild. Siden forrige uge meldes om successive pris fald, således at priserne nu ligger på omkring 2,50 kr./kg. For enkelte lasters vedkommende har prisen endda været lavere.
I sensommeren fanges nordsøsilden ofte i området omkring Fladen Grund. I år har fisken en pæn størrelse på omkring 200 gram pr. stk. Sæsonen har hidtil budt på godt vejr med gode fangster og der landes ofte fra 300 til 600 tons pr. fangst rejse. Dermed er udbuddet stort og priserne er kommet under et mindre pres.
Sildeindustrierne, der er placeret i Hirtshals, Skagen og Esbjerg, producerer traditionelt store mængder i månederne august og september, hvorefter en del af flåden skifter til makrelfiskeri. I årets sidste måneder leveres de resterende mængder sild.
Ifølge Fiskeridirektoratets hjemmeside er der i år endnu restkvoter af sild fra Nordsøen på ca. 30.000 tons, svarende til en fangstværdi på omkring 75 mio.kr.
Derudover er der en restkvote på knap 10.000 tons sild fra Skagerrak. Disse sild er typisk af mindre størrelse, og her meldes fortsat om konstante afregningspriser på omkring 2,70 kr./kg.
Sildeprisen svinger ofte i takt med udbud og efterspørgsel. Prisudsving på 10-20% er ikke usædvanligt. Og de danske industrier kan fortsat bryste sig af, at de evner at afregne en højere pris for silden, end der betales for sammenlignende varer i de omkring liggende lande.