Forsamlingen kunne ikke umiddelbart enes om en ny formand for paraplyorganisationen. Konstitueringen er udsat til april.
Under generalforsamlingen, der blev holdt d. 19. marts, blev Claus Hjørne Pedersen, Strandby og Gustav Øglend fra Pelagisk Fiskeriforening genvalgt som Kreds Nord’s repræsentanter til Danmarks Fiskeriforenings Hovedbestyrelse. Valget gælder for en to-årig periode.
Den hidtidige formand for Kreds Nord, Carl Jesper Hermansen fra Skagen, ønskede ikke genvalg. Jan Hansen, Hanstholm havde forud for generalforsamlingen meldt ud, at han gerne påtog sig opgaven. Under konstitueringen blev Bent Rulle fra Læsø Fiskeriforening foreslået. Dette afstedkom en del debat, som endte med, at konstitueringen udsættes, og hver lokalforening går i mellemtiden hjem og drøfter emnet med deres egen bestyrelse.
I en kommentar til den udsatte konstituering, udtaler den hidtidige formand Carl Jesper Hermansen overfor Fiskerforum, at han har stor sympati for de små medlemsforeningers ønske, men ” jeg har det lidt dårligt med forslaget, da det bør være et hovedbestyrelsesmedlem, der leder Kreds Nord”.
Kreds Nord forventes at konstituere sig på et nyt møde, der er fastsat til afholdelse d. 9.april 2010.