Et nyt kystkulturcenter på Slettestrand ved Jammerbugten sikrer, at en tusind år gammel fiskerkultur bevares og videreføres. Bag projektet står foreningen Han Herred Havbåde og tre store danske fonde.
Et helt kulturmiljø på vej til at uddø reddes nu af et nyt, enestående kystkulturcenter ved Jammerbugt. Centret udspringer af et folkeligt ønske om at bevare egnens særlige fiskerikultur, som den er blevet praktiseret gennem hundredvis af år.
Kystkulturcentret skal ligge på Slettestrand, på selv samme sted, hvor fiskere i århundreder har trukket deres klinkbyggede fartøjer op på stranden og dermed lagt grunden til den særlige kystkultur. Den klinkbyggede båd er et helt centralt kulturelement inden for den nordiske søfartshistorie. Siden vikingetiden har den nordiske, klinkbyggede båd fejret triumfer som et unikt og enestående sødygtigt fartøj. Netop vikingernes klinkbyggede skibe opfattes i dag som baggrunden for, at vikingerne kunne rejse i det meste af Europa og helt til Amerika for tusind år siden.
Håndværket tæt på at forsvinde
Med etableringen af Kystkulturcenteret bevares klinkbygningskunsten og vil dermed fortsat bidrage til lokalområdets økonomiske og kulturelle liv. Foreningen Han Herred Havbåde, der er den lokale drivkraft bag centret, er en almennyttig forening med det formål at skabe et åndehul for en levende kystkultur i Danmark. En levende kultur baseret på egnens aktive kystfiskerlaug og dens traditionelle bådebyggerhåndværk, hvor den klinkbyggede havbåd giver mulighed for at udvikle både turismen og fiskeriet i Jammerbugt og Skagerrak.
Gammel kystkultur får nyt livDet midlertidige bådebyggeri i den gamle redningsstation er udgangspunktet for Kystkulturcenteret. Her har man allerede i et år kunnet opleve Danmarks sidste havbådebygger udøve sit håndværk. Der vil nu blive udvidet med oplæring af lærlinge, der kan vedligeholde og reparere de lokale kystfiskeres både, samt bygning af nye havbåde, som kan sejle ud med turister og skoleklasser på tur.
”Allerede denne sommer vil man kunne følge bygning af en havbåd. Til næste år vil det nye bådebyggeri være i fuld sving og to både sejle ud fra Slettestrand,” fortæller Thomas Højrup, der er formand for Han Herred Havbåde.
Kystkultur og friluftsliv til glæde for alle
Kystkulturcenteret får en flåde af restaurerede og nybyggede havbåde – alle af forskellig slags og beregnet til en bred vifte af formål. Såvel viden som skibsflåde bliver stillet til rådighed for egnens unge og for turisterne. Alle får dermed mulighed for at opleve sejlads, fiskeri, dykning, navigation, søsætning og meget andet på et hav og en kyst, hvis storslåede natur og levende kultur giver mulighed for en stærk oplevelse af den kulturhistoriske erfaring, der ligger i dansk søfart og fiskeri.
De tre fonde, der støtter etableringen af kystkulturcentret, er A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal, Nordea-fonden og Realdania. Endvidere støttes projektet af Vækstforum Nordjylland og Jammerbugt Kommune. Derudover er flere delaktiviteter støttet af en række fonde og sponsorer.
FAKTA OM HAN HERRED HAVBÅDE
Han Herred Havbåde Han Herred Havbåde er stiftet som en almennyttig forening i 2007. Den er opstået som et led i lokalbefolkningens kamp for at forhindre, at Danmarks sidste store kystlandingspladser og deres skibsflåde af klinkbyggede havbåde på stranden forsvinder som følge af privatisering af fiskekvoterne.
Han Herreds kyst er nordvendt og har relativt læ for vestenvinden. Det er derfor ikke uden grund, at Skandinaviens sidste store kystlandingsplads, Thorupstrand, ligger midt i herredet med over 20 både og 40 aktive erhvervsfiskere. Her kan man endnu opleve de bredbugede, klinkbyggede havbåde sejle ud gennem brændingen, ind over revlerne og blive trukket op på stranden.
Han Herred Havbåde har ikke blot et kulturhistorisk, men også et erhvervs- og turistmæssigt sigte og kan blive af væsentlig kulturhistorisk og turistmæssig betydning regionalt og på landsplan.