En betydelig leverandør til fiskeriet, først i Hvide Sande, senere regional og i dag også international, runder et skarpt hjørne.
Frydendahl Im-og Eksport A/S fejrer fredag d. 31. oktober 75 året for virksomhedens etablering – det sker i fin form, med mere end 200 ansatte på koncernbasis.
Frydendahl har leveret fiskenet til det danske fiskeri siden 1933. Virksomheden har således på nærmeste hold, fulgt den store udvikling der er sket indenfor garnfiskeriet i alle disse år – og har samtidig haft overskud til at forudse nødvendigheden af etablering i udlandet, hvor man fra 1994 begyndte montering af fiskenet i Estland. Senere har man også etableret produktion i Malaysia.
I lokalområdet er det især leverancerne til garnfiskeriet der springer i øjnene. Utallige fiskere har gennem årene nydt godt af virksomhedens ekspertise og evne til at udvikle produkter, som har sikret fiskeren bedre tal på bundlinien. På havnen i Hvide Sande, lyder der blandt de lokale kun anerkendende ord om virksomheden.
Grunden til man i fin stil runder 75 år, skyldes utvivlsomt virksomhedens evne til udvikling og fornyelse. Blandt de mange nytiltag gennem årene kan nævnes Hau Nylon, der fremstiller et stort sortiment af blyliner til fiskenet, og et væld af special produkter til bl.a. flag, presenning og teltindustrien, samt Ørbech en gros, der er en betydelig aktør indenfor en gros handel.
Til spørgsmålet om, det er evnen til innovation og fornyelse, der har sikret virksomheden eksistens svarer direktør Mogens Frydendahl; ”Konkurrencen trives godt. Vi må være omstillingsparate – både på kunde og produktsiden”. Og så citerer han det altid gyldige erhvervsordsprog ”Den der ikke følger tiden, forsvinder med tiden….”
I Jubilæumsåret ledes virksomheden af brødrene Mogens, Jens og Lars Frydendahl.