Et par uger før 2008 rinder ud, står det klart, at SINTEF’s prøvetank på Nordsøen Forskerpark i Hirtshals har haft et godt år. Med en belægning på godt 600 timer slutter tanken 50 procent over sidste års aktivitetsniveau – som sædvanlig med kunder fra hele verden.
– Det er et meget højt aktivitetsniveau, når vi medtænker, at brugen af prøvetanken altid er forbundet med forberedelse og afrapportering, siger tankens ansvarlige leder, seniorforsker Kurt Hansen.
Kurt Hansen oplyser, at et væsentligt bidrag til fremgangen skyldes lukningen af prøvetanken i Hull sidste år, der indtil da var SINTEF’s nærmeste konkurrent. Efter lukningen har det britiske Seafish Authority henlagt en del kursusaktiviteter til Hirtshals, hvor ca. 100 britiske fiskere har været på skole-bænken i omtrent lige så mange timer i 2008 til sammen.
– Fiskerne kommer for ved selvsyn at blive klogere på, hvad der sker, når deres trawl går i havet. De rejser tilbage med tekniske facts, afprøvede hypoteser og bedre blik for nye muligheder at gribe fiskeriet an på, siger han.
Kursusvirksomheden udgør cirka 60 procent af prøvetankens belægning sammen med opgaver, der sigter på at undersøge interaktionen mellem slæbte fiskeredskaber og offshore-installationer på havbunden. Undersøgelserne foregår ved, at en model af trawlen trækkes hen over en model af konstruktionen, der skal testes. Hele seancen videofilmes. Under testen måles kræfterne i wiren og andre relevante parametre, hvorefter et computerprogram omregner forsøgsdataene til data, der modsvarer virkeligheden.
– Den norske standard siger, at en konstruktion er overtrawlbar, hvis trawlen ikke sætter sig fast i konstruktionen, og hvis trawlen han slæbes hen over konstruktionen med en trækkraft på 30 ton, forklarer Kurt Hansen.
De sidste 40 procent af prøvetankens belægning gælder mere traditionelle opgaver med at servicere vodbindere og andre udviklere af fangstredskaber med at afprøve og udvikle deres produkter. Mange producenter bruger også prøvetanken til at demonstrere deres produkter over for potentielle kunder.
– I den forbindelse kan jeg oplyse, at vi netop er ved at afprøve en helt ny måleteknologi i forbindelse med testning af fangstredskaber, siger Kurt Hansen og lover at vende tilbage med konkrete oplysninger, når de første forsøg er overstået.
Fremgang for SINTEF’s prøvetank i Hirtshals
ANNONCER