Der blev slynget omkring sig med franske og engelske gloser på Hvide Sande Havn i dag, da 17 gæster fra Frankrig indtog Nordhavnen og RI 427 Mette Helene.
Offshore Vindmølleparker stod på programmet da Ann Pedersen Bouisset, eksportrådgiver BtB på den Danske Ambassade i Paris, og 16 franskmænd besøgte Hvide Sande i samarbejde Havnechef Erik Clausen. De 16 personer var et mix af franske statsfolk og ansatte fra La Compagnie du Vent, som er den ledende franske producent på markedet for vindenergi.
Alle have de samme interesse, nemlig at få indsigt i den danske dialog mellem fiskerne og vindenergi-entusiasterne. Jean Mathieu Kolb fra La Compagnie des Vent fortæller: ”Franske fiskere har en tendens til at tro at opførelsen af en vindmøllepark offshore, vil få alle fisk i det givende område til at forsvinde. Sådan forholder det sig ikke.” La Compagnie des Vent håber på tilladelse til opførelse af vindmølleparker offshore i Frankrig senere på året.
For at få indsigt i de danske fiskers erfaringer blev bl.a. RI 427 Mette Helenes skipper Kurt Adsersen interviewet af de franske politikere og erhvervsfolk. ”Mit indtryk er, at der både er plads til vindmølleparker og fiskere, men at dialogen derimellem er vigtig,” siger Kurt Adsersen og henviser til forskellen på Horns Rev 1 og 2. ”Horns Rev 2 er geografisk meget bedre placeret, idet projekt-lederne lyttede til fiskernes argumenter om mest gunstige fangstområder,” siger Kurt efterfølgende.
Det franske selskab var beæret over modtagelsen og villigheden til at samarbejde fra det danske erhvervsfolk.