Det kostede dyrt for det franske fiskefartøj Bruix, som i februar måned sidste år blev afsløret i at udføre ulovligt fiskeri på færøsk område. Sagen er nu afsluttet af politiet.
Den hidtil største bøde for ulovligt fiskeri ved Færøerne er blevet betalt af det franske fiskefartøj Bruix, der var sigtet for i februar måned sidste år at have udført fiskeri på færøsk område uden tilladelse, og efterfølgende for ikke at adlyde fiskerikontrollen, da Bruix – tæt forfulgt af inspektionsskibet Hvidbjørnen – flygtede ind på britisk område.
Fartøjet betaler næsten 1.2 millioner kr. i bøde og konfiskation.
Bruix’s fører har netop accepteret kravet fra anklagemyndigheden, Politimesteren på Færøerne, og derfor kommer sagen ikke for retten.
Bøden for ulovligt fiskeri og for ikke at adlyde fiskerikontrollen (Hvidbjørnen) er samlet på 233.000 kroner, hvilket er den største bøde, der er givet for at overtræde fiskerilovgivningen på Færøerne.
Derudover andrager værdien af konfiskation af fangst samt øvrige udgifter i forbindelse med sagen ca. 960.000 kroner, hvortil skal ligges værdien af de konfiskerede fiskegarn og bøjer mv. fra Bruix.
Bruix har således i alt måtte betale 1.193.000 kroner i bøde og konfiskation, og har samtidigt mistet sine fiskegarn og bøjer
Jagten på Bruix
Foto: Forsvarskommandoen Inspektionsskibet Hvidbjørnen tog det franske fiskeskib Bruix i ulovligt fiskeri i den færøske fiskerizone i februar måned 2007. Skibet nægter at følge Hvidbjørnens ordrer.
Hvidbjørnen var blevet kommanderet ud for at observere et fransk fiskeskib. Færøernes Kommando havde mistanke om, at skibet fiskede ulovligt i færøsk fiskerizone.
Hvidbjørnens overvågning og det færøske inspektionsskib Tjaldrids fund af fiskeredskaber beviste, at det var tilfældet.
Bruix havde ikke tilladelse til at fiske i færøsk fiskerizone. Men den blev set fiske der, og der var beviser imod trawleren. Hvidbjørnens opgave var, at forsøge at få skibet med tilbage til Torshavn.
Det franske skib Bruix nægter at følge Hvidbjørnen. I første omgang var skipperen ellers gået med til at følge med, men hans chef, rederen, har siden givet kontraordre.
Bruix sejlede ind i britisk farvand. Det skotske fiskeriinspektionsfartøj Vigilant overtog overvågningen af den franske fiskers bevægelser. Anklagemyndigheden på Færøerne anmodede de skotske myndigheder, om at indsamle yderligere beviser mod franskmændene.
Trawleren sejlede Ullapool i Skotlan, hvor det lykkedes at lande fangsten af havkat og slippe væk med tre kølecontainere.
Foto: Forsvarskommandoen
Først da lastbilerne passerede grænsen til England, lykkedes det via Interpol København og britisk politi at beslaglægge fangsten.
Samtidig ransagede skotske myndigheder trawleren minutiøst i havnen i Ullapool. Beslaglæggelsen af fisk til en værdi af 2,5 millioner kroner og fangstredskaber efterladt i færøsk farvand fik det franske rederi til at acceptere en bankgaranti på 1,2 mio. kr.
Efter garantistillelsen forlod Bruix Ullapool, og rederiet transporterede fangsten videre til auktion i Spanien.
Bruixsagen er en usædvanlig affære. Man skal helt tilbage til 1960’erne for at finde lignende sager, hvor fiskere i den grad har modsat sig inspektion fra danske flådefartøjer. I 1965 og 1966 måtte danske orlogsskibe i to tilfælde affyre varselsskud mod trawlere, der fiskede ulovligt. Det er dog ikke sket i Bruixsagen.
Kilde: Færøernes Kommando
FiskerForum – 25. juli 2008