Torskebestandene i hele Østersøen har det så meget bedre, at ICES finder det forsvarligt at EU hæver torskekvoterne for næste års fiskeri.
”Det er dejligt med en positiv udmelding fra ICES, men vi går altså ikke med armene i vejret og jubler på Bornholm,” siger Fiskeriforenings formand Thomas Thomsen på Bornholm og Christiansø, og fortsætter: ”Det er selvfølgelig godt at vestlige Østersø forhåbentlig får en kvoteforhøjelse på 6%, men de 15 procent forøgelse i østlig Østersø er ingen overraskelse.”
Sådan lyder udmeldingen fra Fiskeriforeningsformanden og fiskeskipper på R 194 Andrea, og det synes at være den generelle holdning på Bornholm, hvor ca. 65 små og store fiskefartøjer har deltaget i årets torskefiskeri. ”Ifølge biologerne går det så godt, at vi faktisk kunne fange endnu flere torsk i østlig Østersø, og fiskebestanden ville stadig kunne betegnes som bæredygtig,” fortæller Thomas Thomsen, som derfor taler for en endnu større kvote for torsk i Østlig Østersø næste år.
Fiskeriforeningsformanden mener ikke at EU’s genopretningsplan skal have al æren for den stigende fiskebestand. Han nævner også en ældre uskrevet påstand om et år med kraftig gennemstrømning i Østersøen, giver betydeligt flere torsk de kommende år i Østersø-området.
Udmeldingen om den positive torskebestand i Østersøen kommer fra Det Internationale Havforskningsråd (ICES) i en tid, hvor mange fiskeres øjne har været rettet mod den endelige tobiskvote, og ICES betvivlende rådgivning og udskældte beregningsmodel i denne forbindelse.