Tobisfiskerne oplever for tiden det bedste tobisfiskeri i mands minde – og mands minde er i dette tilfælde 60 år. Fiskerne fanger op til 800 ton i døgnet, hvilket for de fleste betyder, at båden er fyldt på bare én dag. Der fanges tobis på alle kendte fangstpladser og ikke kun på enkelte pladser. Så tobisen er godt udbredt, og der er masser af dem.
Med det fiskeri, der pågår, forventer alle fiskere at få maksimal kvote, for hvis man ikke kan få det i år, hvornår kan man så?
Over for dette står så den biologiske rådgivning, som i år kommer frem til, at der bogstaveligt talt ingen tobis skulle være i havet!
Hvem har ret? Fiskerne på havet eller biologerne bag computerskærmen?
Bestandsvurdering af tobis er ingen eksakt videnskab, og fiskerne er prøveklud for forskellige modeller. Siden 2001 har man haft en ny model hvert år, fordi den fra året før ikke var god nok, set med biologøjne.
Kvoten for tobis er politisk fastsat til maksimalt 400.000 ton, hvilket jo også kan undre. Hvis man på bæredygtig vis kunne fange flere, hvorfor skulle man så ikke gøre dette?
I 2007 stoppede man tobisfiskeriet midt i en forrygende sæson, fordi kvoten var opfisket. Kvoten var reelt for lille grundet en fejl i formlen til beregning af bestandens størrelse. Det erkendte alle, men på trods af dette lykkedes det ikke politisk at få kvoten hævet.
Nu har man som nævnt fået en ny formel til beregning af bestandes størrelse, som adskiller sig fra modellen i 2009.
Årets monitering (optællingen til brug for vurdering af bestandsstørrelsen), som foregår fra 1. april til 6. maj uden hensyntagen til vind og vejr og forskydning i havbiologien grundet en streng vinter, udløser en kvote på 253.000 ton – et stykke under den maksimale kvote på 400.000 ton.
Det er uden for undertegnedes pædagogiske evner at forklare fiskerne, at kvoten ikke skal være højere end 253.000 ton – med det fiskeri, der pågår her og nu.
Biologerne har ændret mere end en parameter i formlen i forhold til sidste år, hvilket jo ikke gør det nemmere at forstå, endsige forklare, hvorfor kvoten nu bliver, som den gør.
Bestemmelsen af antallet af et-årige tobis har stor indflydelse på den endelige kvote, og beregningen af dette antal i 2010-modellen er ændret radikalt i forhold til 2009-modellen.
Bruger man 2010-monitering, men beregningsmodellen fra 2009, ville kvoten blive over 500.000 ton, altså dobbelt så stor som efter 2010-modellen.
Uden at være ekspert i bestandsvurderinger vil jeg dog alligevel tillade mig at stille spørgsmål ved, om det nu er rimeligt og videnskabeligt underbygget at lave de omtalte ændringer, der får så store konsekvenser for et helt erhverv. Set fra mit skrivebord virker de årlige ændringer lidt tilfældige og mere efter princippet ”nu prøver vi det, og så ser vi, hvad der sker”.
Lige nu er der fiskere, som ufrivilligt må indstille fiskeriet, fordi de allerede har opfisket deres kvote beregnet ud fra den kvote, der nu er givet, indtil den endelige kvote fastlægges.
Det gælder derfor om hurtigst muligt at få fastlagt den endelige kvote, og det skal være den maksimale kvote.
Får man ikke en maksimal kvote, er der mange fiskere, som vil overveje deres fremtid som tobisfisker. For kan det svare sig at blive ved, når man nu ikke må fiske, når det for en gangs skyld går godt?
Det er altså ikke let at være fisker eller drive en fiskemelsfabrik med den usikkerhed, der hvert år opstår omkring kvoten for tobis.
Såvel fiskere som fabrikker befinder sig geografisk i det, der på nudansk hedder Udkants-Danmark, hvor politikerne gerne vil have flere arbejdspladser.
Derfor kan det jo undre, at man så fra biologisk side gør alt for at nedlægge arbejdspladser der.
Alle i Udkants-Danmark håber derfor på, at politikerne nu vil vise mod og mandshjerte ved at fastsætte den maksimale kvote for årets tobisfiskeri.
Nils Chr. Jensen
Formand
Foreningen for Danmarks Fiskemel- og Fiskeolieindustri